En politibil var blevet udsat for hærværk, da to betjente skulle afsted fra en opgave i Aarhus V, onsdag aften.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Politiet skriver:

'Da betjentene kom ud fra adressen, kunne de konstatere, at der var udøvet hærværk på den ene af politiets biler, idet der var skåret to dæk op. Den hærværkssag bliver nu efterforsket nærmere.'

Specialpatruljen reagerede onsdag aften på et tip og tog ud til en adresse i Aarhus V, hvor de foretog en ransagning, da de havde mistanke om, at der var narko på stedet.

I lejligheden fandt betjentene en del hash og nogle cannabispræparater samt nogle tusinde kroner i kontanter. 

Det hele blev beslaglagt, og to mænd på henholdsvis 34 og 43 år, der befandt sig i lejligheden, blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.