»Jeg har været oppe siden klokken 7, og du er den smukkeste jeg har set i dag. Har du en kæreste?«.

Lisa troede først, at det var en uskyldig bemærkning fra en frisk mand på cykel, men da hun rettede blikket mod venstre, frøs hun i kroppen.

Her kunne hun nemlig se, at det var den samme mand, hun to gange før havde mødt, og som har fået hende til at købe en overfaldsalarm.

Og så er det den samme mand, som B.T. gennem sommeren har beskrevet som 'manden på den sorte cykel'. 

En mand, der gennem næsten ti år har chikaneret kvinder på gaden i København ved blandt andet at kalde dem for racist og i nogle tilfælde fysisk overfaldet dem. Han er også dømt for et voldtægtsforsøg i 2020.

B.T. udgav en lang række historier om manden i slutningen af juni og begyndelsen af juli. Lisas seneste oplevelse fandt sted natten til lørdag den 25. juli i år.

Altså efter de mange artikler.

Og B.T. har talt med flere andre kvinder, der også denne nat mødte 'manden på den sorte cykel'.

For Lisas vedkommende kom hun cyklende på Nørrebrogade, da hun hørte replikken, som denne artikel blev indledt med.

»Det gik jo op for mig, at det var ham, og så svarede jeg 'ja' til, at jeg har en kæreste, selvom det ikke er tilfældet. Så råbte han flere gange 'har du set mig før?' og 'ligner han mig?'. Til sidst vendte han om og kørte den anden vej,« fortæller Lisa.

Hun har nu valgt at sætte sin overfaldsalarm i nøglebundtet efter mødet med manden.

»Det er utrygt, at han nu igen har kørt rundt om natten og antastet kvinder. Det viser også bare, at der er noget galt med ham, når han efter så mange artikler fortsætter,« siger hun.

Kort efter blev en anden kvinde også antastet af manden på Nørrebrogade.

Vi kalder hende Elisabeth, for hun ønsker ikke at få sit rigtige navn ud.

»Jeg kommer gående på Nørrebrogade, da jeg hører en sige noget til mig. Da jeg kigger, kan jeg se, at det er ham, og så siger jeg bare 'nej tak!',« siger hun.

Her er sløret billede af 'manden på den sorte cykel'. Han er i dag 26 år.

Elisabeth skynder sig videre og tror, hun er sluppet af med ham, da hun sætter sig for at vente på bussen længere nede.

Men så lyder det:

»Har jeg mødt dig før?«.

Manden, som Elisabeth også to gange tidligere er blevet chikaneret af, har fulgt efter hende.

»Så siger jeg bare: 'Ja, to gange har du mødt mig, og nu skal du stoppe'.«

Det efterfølgende svar fra 'manden på den sorte cykel' overrasker Elisabeth.

»Han siger så til mig, at han er ude for at sige undskyld, og at han nok skal stoppe. Og så siger han, at det jo heller ikke er noget af det, han gør, som er ulovligt. Der siger jeg så heldigvis, at det ikke ændrer på, at det ikke i orden, da rigtig mange kvinder er nervøse for at møde ham,« siger Elisabeth.

Kort efter går manden endelig, og straks skriver Elisabeth om mødet i en lukket Facebook-gruppe, hvor omkring 40 kvinder, der alle har mødt ham, har delt erfaringer.

Her er flere kvinder siden vendt tilbage og skrevet, at de også har mødt ham samme nat.

Elisabeth kontaktede også politiet, der meddelte, at man ville sende en patrulje ud. 

B.T. har rakt ud til 'manden på den sorte cykel' for at høre, hvorfor han natten til den 25. juli cyklede rundt og henvendte sig til kvinder. Han er ikke vendt tilbage.

Han har tidligere af vist, at det er ham, der er 'manden på den sorte cykel', og at han cykler på en grøn cykel.