Tag en sut med og hæng den om din hals.

Hvis du som førsteårselev kysser med en anden, skal du aflevere din sut.

Sådan lød en del af invitationen til en gymnasiefest, der fredag aften skulle være løbet af stablen på nordjyske Støvring Gymnasium.

Men førsteårseleverne kan lade sutterne blive hjemme.

TV 2 Nord skriver nemlig, at rektor Anna Amby Frejbæk har valgt at afskaffe idéen om sutterne til aftenens fest efter en klage fra en forælder.

»Vi afskaffer den til i aften. Det er ikke okay at komme med sutter. Hvis man gør, så kommer man ikke ind,« fortæller rektoren til mediet.

Rektoren fortæller også, at hun aldrig har brudt sig om traditionen, og at sutterne afskaffes, fordi det ikke i invitationen stod klart nok, at det var frivilligt, om eleverne ville medbringe en sut.

Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv en mail på sebj@bt.dk.