En uoverskuelig fremtid bag tremmer i mange, mange år eller øjeblikkelig løsladelse.

Det er det store spænd i fremtidsudsigterne, som den drabstiltalte ubåds- og raketbygger Peter Madsen i disse dage formentlig har svært ved ikke at tænke på, når han går til ro i sin celle i Vestre Fængsel i København.

På onsdag ventes der at falde dom i Københavns Byrets domsmandssag mod ham i ubådssagen om den svenske journalist Kim Walls død i Peter Madsens selskab ombord på ubåden Nautilus på Øresund 10. august sidste år. Han har erkendt at have parteret liget af den svenske journalist, som han hævder døde ved et beklageligt uheld med udstødningsgasser i ubåden, mens han selv var 'låst ude' på dækket, da en luge angiveligt havde sat sig fast som følge af undertryk.

Omvendt har anklagemyndigheden tiltalt Peter Madsen for at have planlagt at sexmyrde Kim Wall, inden han ifølge anklageskriftet udsatte hende for grov seksuel mishandling, dræbte hende og derpå parterede liget. Desuden er han tiltalt for en at have bragt andres liv i fare på grund af farlig sejlads med ubåden under nattens tur i Øresund.

Henrik Stagetorn.
Henrik Stagetorn. Foto: Jens Nørgaard Larsen (arkiv).
Vis mere

Anklagemyndighedens påstand er, at Peter Madsen idømmes fængsel på livstid eller subsidiært forvaring. Hvis han kendes skyldig i drab, er en dom på fængsel i 12-16 år også blandt mulighederne. Omvendt kan han teoretisk blive løsladt med det samme, hvis han »kun« skal dømmes for usømmelig omgang med lig og evt. farlig sejlads. Det ventes maksimalt at kunne udløse et halvt års fængsel, som så allerede vil være afsonet under hans otte måneders varetægtsfængsling.

Ved mandagens retsmøde skal både anklager og forsvarer i deres såkaldte procedurer forsøge at gennemgå og konkludere på den bevisførelse, som er sket under de 10 foregående retsdage.

»En procedure kan godt vise sig at blive udslagsgivende for, hvad dommen ender med at blive,« siger den fremtrædende advokat Henrik Stagetorn.

»Selv om retsformanden og domsmændene givetvis på forhånd under bevisførelsen har gjort sig nogle tanker om, hvad der er op og ned i sagen, kan der i proceduren være nogle sammenstillinger af beviser og deres betydning, som man måske ikke før har gjort sig klart,« tilføjer han.

Henrik Stagetorn.
Henrik Stagetorn. Foto: Jens Nørgaard Larsen (arkiv).
Vis mere

Når han selv skal procedere som forsvarer, tager han undervejs i sagen notater på sin computer om centrale forhold.

»Jeg forsøger at lave en skabelon for, hvad der er vigtigt, og hvad de gode pointer skal være. Proceduren må ikke blive for lang, men de væsentlige hovedpunkter skal naturligvis med. Hvis der eksempelvis er ti ting, som taler for frifindelse, kan det godt være, at jeg kun bruger de fire af dem, fordi jeg vurderer, at de er de vigtigste,« tilføjer Henrik Stagetorn.

Der er nogle egentlige krav til formen af en procedure, og eksempelvis under den afsluttende procedure i nævningesagen mod Amagermanden i 2011 benyttede anklageren meget virkningsfuldt et æggeur til at illustrere for retten i fuldstændig stilhed, hvor længe tre minutter varede.

»Hensigten var at vise, hvor længe det havde taget for ham at kværke en af de kvinder, som han var tiltalt for at have dræbt. Når det havde taget mindst tre minutter, så var det utvivlsomt, at han havde direkte forsæt til drab. Så skal man ikke diskutere, om det var vold med døden til følge eller alt muligt andet. Når det varede så længe, så var der al mulig grund til at holde op undervejs, hvis han ikke ville den andens død,« siger tidligere vicestatsadvokat Anne Birgitte Stürup, der fik Amagermanden idømt livstid.

»Der kan være sager, hvor man kan nøjes med at procedere i fem minutter, selv om sagen har varet flere dage. Ubådssagen har været en puslespilssag med en kæde af indicier, og der vil anklageren i sin procedure lægge puslespillet for retten og sige, at det er sådan brikkerne skal placeres for at give det rigtige billede. Omvendt vil forsvareren give sig til at forsøge at splitte puslespillet ad og sige, at de enkelte brikker ikke har den ringeste betydning for helheden. Men det er nok ikke noget uvæsentligt element at få en samlende opsummering. Efter en retssag over mange dage trænger man til at få samling på tropperne,« siger den nu pensionerede anklager.

Når anklager og forsvarer er færdige med deres procedurer, vil Peter Madsen som tiltalt blive tilbudt at få det sidste ord, inden domsmandsretten trækker sig tilbage for at votere. Hverken Anne Birgitte Stürup eller advokat Henrik Stagetorn kan komme i tanker om en sag, hvor en tiltalts sidste ord har haft nogen særlig betydning for udfaldet.

»Hvis du spørger, om det er en god idé for en tiltalt at benytte sig af retten til at få det sidste ord, vil jeg vel diplomatisk svare, at jeg ikke har oplevet, at nogen er blevet frifundet på deres sidste ord,« siger Henrik Stagetorn.

Her følger en gennemgang af nogle af de temaer, som anklager Jakob Buch-Jepsen og forsvarer Betina Hald Engmark kan tænkes at fokusere på i deres procedurer mandag:


Anklagerens bedste kort: Det belaster Peter Madsen:

- En retsmediciner fra Retsmedicinsk Institut i København har forklaret, at det mest sandsynlige bud på dødsårsagen for Kim Wall er, at hun døde som følge af kvælning eller halsoverskæring. Samtidig viste obduktionen, at hun var udsat for vold før, under eller kort efter dødens indtræden. Desuden er der ved obduktionen ikke fundet varmeskader i Kim Walls hud eller lunger, som der ifølge vidnet burde være, hvis hun var død som følge af opvarmede stoffer i ubådens atmosfære. Det var heller ikke muligt at konstatere kulilte i Kim Walls lunger.

- Peter Madsen har flere gange siden sin anholdelsen skiftet forklaring på afgørende punkter. Først forklarede han, at Kim Wall blev sat af ubåden i live på Refshaleøen om aftenen 10. august i fjor. Senere lød forklaringen, at hun var blevet ramt i hovedet af ubådens 70 kg tunge tårnluge, havde fået kraniebrud og var død, hvorefter han smed hendes krop over bord i et stykke. Efter at hendes hoved blev fundet uden tegn på brud, skiftede Peter Madsen igen forklaring. Nu hed det, at journalisten var blevet forgiftet af kuliltedampe - en forklaring, som han har fastholdt under selve retssagen. Han erkender også at have parteret hende med en sav og smidt ligdelene i vandet.

- En ubådsekspert har som vidne med stor overbevisning forkastet Peter Madsens forklaring om, at Kim Wall ved et uheld blev forgiftet af kulilte. Ifølge eksperten viste målinger efter bjærgningen af ubåden ikke tegn på hverken CO2 eller kulilte i fartøjet, ligesom der ikke var aflejret sod i indsugningsrøret fra motoren. Flere vidner har også undret sig over, hvordan Peter Madsen ifølge sin egen forklaring fra ubådens dæk kunne genåbne lugen, efter at den havde været suget fast som følge af undertryk.

- Skaderne på Kim Walls lig. Der blev fundet 37 læsioner på hendes torso, og blandt andet i hendes underliv var en række snit- og stiklæsioner. Peter Madsen har forklaret, at han cirka syv timer efter Kim Walls død stak i torsoen for at få liget til at synke og blive på bunden af Øresund. Via mikroskopundersøgelser er der fundet blodudtrædninger på mindst ét af de dybe stik, hvilket ifølge retsmedicinerne kan tyde på, at stikkene blev påført før eller lige omkring dødstidspunktet. Og på hendes ene arm blev der fundet et pressemærke, der matcher de spændstropper, der er fundet på ubåden og i vandet. De kan ifølge anklageren tyde på, at Kim Wall har været spændt fast før sin død.

- Hans grænsesøgende seksualitet og interesse for ekstrem pornografi. Blandt andet illustreret i retten med en række blodige optagelser autentiske sexdrab på udenlandske kvinder og bloddryppende tegnefilm med mishandling af kvinder, der eksempelvis bliver spiddet og halshugget. Filmene er fundet hos Peter Madsen, og så sent som natten før sejladsen med Kim Wall søgte han fra sin mobil på en video med en kvinde, der får halsen skåret over. I dagene op til sejlturen med Kim Wall var Peter Madsen også i gang med at arrangere en trekant med to elskerinder. I en sms til den ene af elskerinderne skrev han, at han havde en mordplan klar, at han ville binde hende og gennembore hende med et stegespid. I en efterfølgende korrespondance mellem de to kvinder skrev den anden elskerinde, at hun og Peter Madsen havde joket med, at de skulle optage en snuff-film - altså med et autentisk sexdrab - med hende i hovedrollen. Anklageren har betegnet disse sms'er som 'meget centrale'. Også Madsens genskabte søgehistorik fra internettet i tiden op til Kim Walls død tyder på en usædvanlig stærk interesse for drab og mishandling af kvinder.

- Mentalerklæringen: En retspsykiatrisk erklæring betegner Peter Madsen som ikke psykotisk, men med en afvigende personlighed med stærke narcissistiske og psykopatiske træk. Han bliver beskrevet som "pervers og svært seksuelt afvigende" og "patologisk løgnagtig", der fremstår højst utroværdig og er "udtalt glat og med overfladisk charme og med manglende anger og skyldfølelse". Ifølge mentalerklæringen er han så farlig, at forvaring - altså indespærring på ubestemt tid - findes påkrævet for at beskytte samfundet mod ny kriminalitet, hvis han findes skyldig.

- En række værktøjer og remedier, der var med på sejlturen med Kim Wall, savner ifølge anklageren en god begrundelse. Det gælder blandt andet nogle spændstropper, en sav, en haveslange, rørstykker og tilspidsede kæmpeskruetrækkere.

- Stropperne: Blå og orange spændstropper blev fundet overskårne sammen med Kim Walls lig og ejendele. Ifølge politiets retsteknikere passer overskæringerne til de stropper, der er fundet i ankelhøjde i ubåden. Peter Madsen forklarer, at stropperne blev brugt til at holde en stige fast med. Anklageren mener, de er blevet brugt til at spænde den svenske journalist fast inden hendes død.

- Tilspidsede skruetrækkere: Peter Madsen har erkendt at have brugt 50 centimeter lange, tilspidsede skruetrækkere mod Kim Wall, men hævder, at han gjorde det for at lukke luften ud af liget. Et vidne fra værkstedet har sagt, at han aldrig tidligere har set så lange skruetrækkere.

- Saven: Inden sejlturen med Kim Wall blev Peter Madsen interviewet af et australsk filmhold. Her omtalte han sig selv som mistænkt i en drabssag, og i baggrunden på deres optagelser ses en sav med orange skæfte. Et vidne har set Peter Madsen gå med saven på Refshaleøen få timer før sejladsen, og dykkere har fundet en sav med orange skæfte i Øresund sammen med ligdele. Saven kan ifølge anklageren være med til at bevise, at drabet og parteringen af Kim Wall var planlagt.

- Rørstykkerne: blev brugt til at tynge Kim Walls ligdele mod havbunden efter parteringen. Svarer til rørstykker fra Peter Madsens hangar, men ingen har kunnet forklare, hvorfor de skulle medbringes på ubåden.

- Haveslangen: Anklagemyndigheden mener, at Peter Madsen medbragte en grøn haveslange om bord på Nautilus, som han ville bruge til at rengøre ubåden efter drabet. Peter Madsen hævder, at den skulle bruges til almindelig rengøring. Praktikanter har i retten fortalt, at de under rengøring af Nautilus altid brugte børste og spand.

Forsvarerens bedste kort: Det taler til Peter Madsens fordel:

- Dødsårsagen er stadig et åbent spørgsmål. Retsmedicinerne har ikke med sikkerhed kunnet fastslå, hvad Kim Wall døde af. Blandt andet fordi hendes ligdele blev fundet i flere etaper efter længere tids ophold i saltvand. Det kan ikke med fuldstændig sikkerhed udelukkes, at hun er død af kulilteforgiftning.

- Samtidig er der en vis tvivl om, hvorvidt især de 14 snit- og stiklæsioner omkring Kim Walls underliv kan være påført omkring eller EFTER dødens indtræden. Hvis det sidste er tilfældet, er der i juridisk forstand "kun" tale om usømmelig omgang med lig - og ikke seksuel mishandling under særligt skærpende omstændigheder, som givetvis vil være en central del af anklagerens argumentation for livstid eller forvaring.

-  Snorkelventilen: Et vidne, der var praktikant i Raket-Madsens Rumlaboratorium, har forklaret, at der var en defekt på ubådens snorkelventil, som kunne få lugerne til at suge sig fast og skabe en potentielt farlig situation. Både praktikanten og et kvindeligt vidne har fortalt, at de har oplevet, at lugerne sugede sig fast, fordi der var opstået undertryk i ubåden.

- Peter Madsen har efter sin anholdelse til en vis grad hjulpet politiet med at udpege, hvor og hvornår han sejlede med ubåden.

- Den fredelige Peter Madsen. Han er ikke tidligere straffet og en række af forsvarerens vidner har i retten beskrevet ham som en fredelig og ikke-aggressiv fyr, der ikke kan gøre en kat fortræd - slet ikke sine egne elskede husdyr. En af hans elskerinder fortalte i retten, at hun forsøgte at dyrke sadomasochisme med Peter Madsen, men at han ikke rigtig var til det. Og elskerinden, der modtog de truende sms-beskeder om, at han havde en mordplan klar og ville gennembore hende med et stegespyd, havde udtrykkeligt selv bedt om at blive truet skriftligt af Peter Madsen.

- En civilingeniør fra Teknologisk Institut har som vidne betegnet Peter Madsens egne teoretiske beregninger om, hvordan ubådens atmosfære kunne fyldes med gasser, som "plausible", selv om der er mange usikre og ubekendte faktorer.