En sort Audi A6 er på fri fod i Herning.

»Den (bilen, red.) er formodentlig stjålet med den rigtige nøgle i forbindelse med en leasing, der er ophørt,« siger Nicolaj Therkildsen, der er fagkoordinator hos lokalpolitiet i Herning, til TV Midtvest.

Politiet modtog anmeldelsen om brugstyveriet lørdag.

Nicolaj Therkildsen opfordrer alle, der måtte have set bilen til at ringe ind.

Audien er blevet spottet i weekenden uden nummerplade, men der er også mulighed for, at den nu kører på falske plader.

Derfor vil det ifølge fagkoordinatoren være relevant at kigge efter stelnummeret, hvis man ser en parkeret sort Audi A6.

Nummeret står synligt i forruden, og den stjålne Audi har følgende stelnummer: WAUZZZF20KN051396.