»Folk med Lunar eller Coop, der vil lave hurtige penge nu??«.
Sådan lyder ét blandt utallige opslag på lukkede grupper på Facebook, hvor ukendte personer søger tilfældige danskeres konti til at lave kriminelle overførsler.
De tilfældige danskere, der går med til hjælpe de kriminelle, kendes også som såkaldte 'muldyr'.
Muldyret er i traditionel forstand en krydsning mellem en hest og æsel, der grundets dets store styrke og udholdenhed ofte er blevet brugt som trækdyr.
Strafferetligt har ordet dog en anden betydning.
Her er der nemlig tale om en person, der udnyttes til at sløre udbyttet af økonomisk kriminalitet.
Med andre ord: Når en kriminel eksempelvis får manipuleret en ældre kvinde til at overføre 80.000 kroner til en ukendt konto, så skal pengene hurtigt videre.
Hvis pengene overføres flere gange til nye konti, er det tæt på umuligt for politiet eller bankerne at følge sporet til ende.
Derfor er muldyrene afgørende for, at svindlerne kan fortsætte deres kriminalitet.
Og måske derfor kan B.T. også i dag afsløre, at der på en række lukkede grupper på Facebook findes et utal af opslag, hvor ukendte personer efterspørger forskellige konti fra forskellige banker.
I en række tilfælde er der også skrevet opslag, hvor ukendte personer tilbyder deres egne konti for »at tjene hurtige penge.«
B.T. navngiver ikke de konkrete grupper, men har de seneste tre måneder fundet mere end 20 af ovenstående type opslag.
I de opslag, hvor ukendte personer efterlyser forskellige konti, er der masser af svar, hvor folk beder om at blive kontaktet privat af de kriminelle.
Nogle af dem er ret tydeligt anonyme eller falske Facebook-profiler, mens andre lægger en kommentar med deres fulde identitet.
B.T. har forsøgt at kontakte flere af de personer, men ingen ønsker at stå frem med deres fulde navn.
En række af dem vil dog gerne anonymt fortælle, at de har lånt deres konti ud, og at der så er blevet lavet overførsler på alt fra 3.500 til 100.000 kroner.
I nogle tilfælde er personerne blevet bedt om at hæve pengene og give dem kontant til de ukendte personer.
Flere beretter også om, at deres konto eller konti efterfølgende er blevet spærret.
Ifølge Det Kriminalpræventive Råd er muldyrene et »kæmpestort problem«.
»Det her er et kæmpestort problem, fordi muldyr jo er en helt central del af den infrastruktur, som it-kriminelle bruger til deres kriminalitet. Hvis man begår svindel og får overført pengene til sin egen konto, så står politiet jo ret hurtigt hos dig og banker på. Derfor er det muldyr, der muliggør, at svindlerne kan fortsætte deres kriminalitet,« siger Helena Juul Kanafani, der er analytiker i rådet.
Hun fortæller, at man er bekendt med det faktum, at der på de sociale medier bliver hvervet muldyr.
»Ja, det er en problemstilling, som vi kender til. Man ser det både åbenlyst, hvor der ikke er nogen tvivl om, at man bliver hvervet, og så ser man også tilfælde, hvor det mere ligner et normalt jobopslag, men hvor du faktisk skal agere muldyr,« siger hun.

