53 bilister vendte tirsdag om ved Øresundsbroen, efter at de ikke havde nået den sidste afkørsel i Danmark i retning mod Sverige.
Det er mere end en halvering i forhold til de 126 bilister, der måtte vende om mandag.
Det oplyser Daniel Hansson, der er trafikleder hos selskabet Øresundsbron, til Ritzau.
Bilisterne er kommet på afveje, da afkørsel 16 har været lukket siden mandag og en måned frem.
Det er den afkørsel, som sædvanligvis er den sidste afkørsel på Øresundsmotorvejen inden Øresundsbroen.
Afkørslen er lukket på grund af vejarbejde på Øresundsmotorvejen.
Tidligere har Øresundsbron oplyst, at det plejer at være omkring fem bilister om dagen, der må vende om ved betalingsanlægget på den svenske side.
Bilisterne slipper for at betale ved anlægget, når de har vendt om, fordi de er kørt for langt.
Vejarbejdet på Øresundsmotorvejen udføres, fordi stationen ved Københavns Lufthavn skal udvides med to perroner og en ny forbindelse mellem Terminal 3 og de nye perroner.
Arbejdet kommer til at vare til slutningen af november, har Sund & Bælt oplyst.
Man skal derfor i stedet bruge afkørsel 17, Lufthavn V, hvis man vil af motorvejen før Sverige.
Hvis man ikke når den sidste åbne afkørsel, skal man køre over broen og vende om der. Sådan lød opfordringen fra Københavns Politi mandag.
- Man skal ikke give sig til at bakke og lave U-vendinger på motorvejen og skabe farlige situationer, lød det fra vagtchef Michael Andersen.
Mandag fik 12 bilister en betinget frakendelse af deres førerret, da de foretog U-vendinger på Øresundsmotorvejen.
De 12 bilister ville tilsyneladende undgå at køre hele vejen til Sverige og foretog derfor de farlige vendinger på motorvejen.
Det koster dem en betinget frakendelse af kørekortet, hvilket blandt andet betyder, at de skal op til en kontrollerende køreprøve, hvis ikke de vil miste førerretten.
Tilkørslerne til motorvejen bliver ikke påvirket, har Øresundsbron oplyst. Afkørslerne mod Danmark kan også fortsat benyttes som normalt.
/ritzau/