»Jeg slår dig kraftedeme ihjel.«

Det var ved at gå grueligt galt, da en p-vagt onsdag eftermiddag skrev en parkeringsbøde i Aarhus.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Situationen opstod, da parkeringsvagten to gange havde informeret en restaurants bud ved Sct. Pauls Kirke i Aarhus om, at han holdt ulovligt parkeret.

Da han tredje gang kom forbi bilen, og den ikke var rykket, valgte han at skrive en afgift.

Så langt, så godt, men da parkeringsvagten kort tid efter kørte væk fra stedet på cykel, kørte en bil op på siden af ham.

»Den gassede voldsomt op. Og siden drejede den ind foran cityassistenten (p-vagt, red.), og manden fra take away-restauranten kom farende ud. Han greb fat i vores medarbejders jakke og råbte noget i stil med: 'Jeg slår dig kraftedeme ihjel',« siger Kim Gulvad Svendsen, der er driftschef i Aarhus Kommune, til Århus Stiftstidende.

Truslen må have været råbt med en vis volumen, for hurtigt kom der flere forbipasserende til og fik skubbet den aggressive mand ind i sin bil igen, hvorefter han kørte.

P-vagten er indtil videre sygemeldt og får desuden psykologhjælp.

Den daglige leder af kommunens p-kontrol, Joshua Krogager, kalder desuden episoden for »voldsom« og har sendt videooptagelser til politiet.