Smilende og vinkende kom de ud af lufthavnen i Pyongyang.

For hvor tager man hen på ferie, hvis man er bandlyst i store dele af verden?

Svaret er åbenbart Nordkorea, skriver nyhedsbureauet AP.

For en gruppe af russiske turister ankom fredag netop til det normalt så lukkede land, som er et af de få, Rusland stadig har venskabelige relationer til.

Gruppebillede med de russiske turister i lufthavnen.
Gruppebillede med de russiske turister i lufthavnen. Foto: Den russiske ambassade i Nordkorea/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ifølge de sydkoreanske myndigheder skulle der endda være tale om de første udenlandske turister i nabolandet siden coronapandemien. Ikke engang fra Kina har der angiveligt været besøgende endnu.

AP har talt med rejsebureauet, der står bag turen.

Herfra lyder det, at der både var indbyggere fra Moskva og St. Petersborg ombord på flyet, der lettede fra Vladivostok i den østlige del af Rusland tidligere fredag.

På programmet står en rundtur til historiske monumenter i den nordkoreanske hovedstad, inden den resterende del af ferien foregår på ski i Masik.

Turister i Nordkorea er ikke er almindeligt syn.
Turister i Nordkorea er ikke er almindeligt syn. Foto: Kim Won Jin/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi elsker at stå på ski,« som en af deltagerne på turen, Galina Polevshchikova, fortalte til AP kort inden afrejsen:

»Jeg ville virkelig gerne afsted, fordi det muligvis er det mest lukkede land, som man nu har mulighed for at se.«

Relationerne mellem Rusland og Nordkorea er blevet forstærket under den igangværende krig i Ukraine, hvor russiske styrker eksempelvis benytter sig af nordkoreanske våben.

Imens betyder de massive sanktioner mod russiske borgere, at de ikke kan rejse til hverken Europa eller USA, eksempelvis.

Russerne havde pakket skiudstyr til turen.
Russerne havde pakket skiudstyr til turen. Foto: Kim Won Jin/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Så da den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, i efteråret 2023 besøgte Nordkorea, blev han spurgt, om han ville anbefale turister at tage på ferie i landet.

»Ja, det vil jeg,« lød det fra ham ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

Tidligere i denne uge blev det ligeledes meldt ud, at man i Nordkorea og Rusland arbejder på at gøre papirarbejdet nemmere, hvis man vil rejse mellem de to lande. Også ifølge Tass.

Den gruppe af turister, der ankom fredag, anses for at være en slags forsøgskaniner, der skal slå fast, om der er basis for en fast strøm af russiske besøg.