Politiet i Ringkøbing blev mødt af et overraskende syn søndag morgen.
Kort forinden havde de nemlig modtaget en besked om, at en bil holdt mærkeligt parkeret ved rådhuset. Men det viste sig, at der var tale om mere end blot en forvirret bilist.
Det skriver TV Midtvest.
Der var nemlig tale om et mislykket tyveri.
»Vi kører derned og lægger mærke til, at der ligger en masse kobberplader ved bilen,« siger vagtchef for Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Bøje Hansen, til mediet.
Det stod hurtigt klart for politiet, at kobberpladerne angiveligt stammede fra rådhusets halvmur, og at der var tale om tyvekoster.

Selvom bilen var førerløs, da politiet ankom, lykkedes det lynhurtigt at identificere og lokalisere bilens ejer.
Den 56-årige ejer blev fundet i et nærliggende supermarked, hvor han blev anholdt.
Manden er nu sigtet for tyveri, og udover tyvekosterne fandt politiet også en kniv på manden, hvilket har resulteret i en yderligere sigtelse.
Det viste sig desuden, at den 56-årige mand ikke havde et kørekort.

