En årvågen overlæge på Nykøbing Falster Sygehus hjalp politiet med at sikre et spor, der kan vise sig at blive meget vigtigt i den kommende retssag mod en 31-årig sygeplejerske.

Han sørgede nemlig straks for at få hospitalets portører til at sikre de affalds-containere, som indeholdt skrald fra den akut-afdeling, hvor fire patienter samme nat var døde på mistænkelig vis.

Den 31-årige sygeplejerske er netop blevet tiltalt for at have slået tre patienter ihjel på sygehuset og have forsøgt at dræbe en fjerde. Desuden er hun sigtet for endnu et drabsforsøg på en patient, ligesom Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortsat efterforsker, om hun skal sigtes for endnu et drab. Hun nægter sig skyldig i alle anklagerne, der tidsmæssigt strækker sig fra 2012-15.

Da kvinden tirsdag fik sin varetægtsfængsling forlænget endnu en gang, kom det frem i Retten i Nykøbing, at overlægen på sygehusets akutafdeling, havde handlet resolut, da han 1. marts sidste år kl. 07.30 havde anmeldt en række mistænkelige dødsfald blandt patienterne på afdelingen samme nat til politiet.

Den nu 31-årige sygplejerske havde været på en 12 timers nattevagt frem til kl. 07 om morgenen, og i løbet af natten døde ikke mindre end fire patienter. En af patienterne - en 73-årig kvinde - nåede dog på et hængende hår at blive genoplivet, efter at have fået sprøjtet en giftig cocktail af morfin, stesolid og hjertemedicinen cordarone ind i kroppen.

En anden sygeplejerske, der var på samme nattevagt som den 31-årige, havde i løbet af natten fattet mistanke til sin kollega, som hun blandt andet på et tidspunkt havde overrasket med to sprøjter i hånden, mens hun stod bøjet ind over sengen med den 73-årige kvinde, som kort efter fik hjertestop. Tilsyneladende forsøgte den nu tiltalte sygeplejerske at skjule sprøjterne mellem sin barm og den ene overarm, da kollegaen overraskede hende.

Kollegaen er kæreste med afdelingens overlæge, og hun havde i løbet af natten underrettet ham via sms om, at der igen indtraf dramatiske dødsfald under den 31-årige vagt, som de i forvejen havde snakket om ofte skete.

Overlægen nåede derfor både at anmelde dødsfaldene til politiet, og da han mødte ind på afdelingen, sørgede han som noget af det første for at forsøge at sikre de affaldsposer fra akutafdelingen, som allerede var blevet kørt væk og ned til sygehusets skraldecontainere. Overlægen fik fat i den portør, der med en truck havde kørt affaldet væk, og bad ham om at sikre det, indtil politiet kunne undersøge det.

I affaldscontaineren lykkedes det politiet at finde et sprøjtehylster, der af politiet betragtes som gerningsvåbnet til i hvert fald et af forholdene. Retskemiske undersøgelser af sprøjtehylsteret viste nemlig, at det helt usædvanligt indeholdt spor af præcis de samme tre medikamenter, som den 73-årige kvinde var blevet forgiftet med. Ifølge lægelige eksperter er det ellers helt uhørt at blande tre medikamenter i samme sprøjte.

Der var hverken fingeraftryk eller brugbart dna på sprøjtenhylsteret. Men alene fundet af sprøjter med den giftige cocktail mener anklagemyndigheden kan blive et vigtigt bevis under den nævningesag, der 11. marts begynder ved Retten i Nykøbing.

I alt er der afsat 30 retssage til den opsigtsvækkende sag, der kan risikere at udløse en straf på fængsel for livstid for den 31-årige kvinde, hvis hun ender med at blive fundet skyldig.