Fængselsbetjentene er blevet magtesløse overfor indsatte, der smugler narko med i fængslet.

Landets fængsler er nemlig overfyldte, og det betyder, at flere indsatte må afsone to og to i cellerne.

Og det giver de indsatte frit spil til at tage narko og bryde reglerne uden konsekvenser, advarer en række fængselsbetjente. Det skriver JydskeVestkysten.

For når de indsatte er tvunget til at dele fængselsceller, så kan betjentene ikke afgøre, hvem der ulovligt har smuglet hash, våben eller andre ulovlige ting ind i fængslet.

Det fortæller Bjarke Knudsen, der er tillidsmand for fængselsbetjentene i det sønderjyske Renbæk Fængsel:

»Det er lovløst land. Hvis to indsatte deler celle, sker der ikke noget efter reglerne, fordi vi ikke kan løfte bevisbyrden. Det er ikke befordrende for at leve kriminalitetsfrit, når vi i fængslerne giver frit slag til at ryge joints, tage hårde stoffer eller gøre andre ting, de ikke må.«

Kriminalforsorgens seneste opgørelse fra 2020 viser, at 260 indsatte, som på grund af pladsmangel, er tvunget til at bo to og to i fængselsceller, der reelt kun er godkendt til en enkelt indsat, hvilket er en fordobling i forhold til 2019.

Ingen ved med sikkerhed, om de mange dobbeltceller og inddragelsen af fællesrum og aktivitetsrum allerede nu har fået mængden af narko til at stige i fængslerne. Og den seneste statistik på området er fra 2019.