En 54-årig mand er onsdag blevet idømt 40 dages ubetinget fængsel i en sag om overtrædelse af et tilhold.

Han havde nemlig i starten af december sendt seks kroner på MobilePay til sin ekskone.

Det skriver Aarhus Stiftstidende, der løbende har dækket sagen.

»Ja, undskyld, at jeg skyder dig i foden nu, men selvfølgelig har jeg overtrådt tilholdet, og jeg skal selvfølgelig have en straf,« lød det ifølge mediet fra manden.

Under et tidligere grundlovsforhør har han forklaret, at de seks kroner, der blev overført ad tre omgange – to kroner per gang – var symbolske. At de symboliserede de to kroner, som en mand, konen havde haft en forhold til, på et tidspunkt havde overført til hende, som en erstatning for en vielsesring.

»Jeg har en formodning om, at jeg har overført de tre gange to kroner, fordi jeg ville minde hende om, at hun har ødelagt vores families liv for kun to kroner,« forklarede den 54-årige i retten i december.

Og nu er han altså blevet dømt for at have overført det beskedne beløb – og derfor overtrådt tilholdet, som ekskonen har mod ham.

Det er tredje gang, manden er blevet dømt for at have forbrudt sig mod tilholdet.