Ved 4.30-tiden natten til 22. juni kommer tre unge mennesker gående ad Vestergade i Viborg.

Pludselig dukker en ung mand i bar overkrop op. De tre har aldrig set ham før, men alligevel begynder han at råbe af dem.

Så går han helt tæt på den ene – en 19-årig kvinde. Og så slår han hende i ansigtet med sin knytnæve, før han forsvinder ud i sommernatten.

Tilbage står kvinden med et hævet øje og en mindre hjernerystelse.

En måned senere har Midt- og Vestjyllands Politi valgt at efterlyse den formodede gerningsmand offentligt.

»Det gør vi ganske enkelt, fordi vi ikke ud fra vidneafhøringer og undersøgelser har kunnet spore os ind på, hvem han er,« fortæller politikommissær Henrik Varbøl Andersen og fortsætter:

»Måske er der nogle derude, der kan genkende ham på billederne og sende os i den rigtige retning.«

Politiet ligger inde med overvågningsbilleder fra episoden, og på dem fremgår det, at der er tale om en ung mand – formentlig mellem 18 og 20 år – som har lys hud og mørkt, krøllet, kort hår.

Ifølge politiet er han omtrent 175 centimeter høj, og han var på natten iført mørke jeans og lyse sko.

Over den bare skulder bar han en trøje eller Y-shirt.

Ved man noget om hans identitet eller opholdssted, beder Midt- og Vestjyllands Politi om, at man tager kontakt på telefon 114.

Ved henvendelsen skal man oplyse journalnummer 4100-73241-00484-22.