En 18-årig mand er ved Retten i Roskilde tirsdag blevet idømt et år og tre måneders fængsel for grove overfald mod syv tilfældige ofre under årets Roskilde Festival.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Overfaldene fandt sted under årets Roskilde Festival, hvor den 18-årig overfaldt en jævnaldrende mand natten til den 29. juni. Her tildelte den 18-årige den jævnaldrende mand adskillige slag i ansigtet samt en skalle, hvilket resulterede i, at han brækkede kæben tre steder.

Aftenen efter, den 30. juni, begik den 18-årige endnu et voldeligt overfald mod seks mænd i fællesskab med ukendte gerningspersoner. 

Under overfaldet blev der anvendt en metalgenstand og flasker mod de forurettede hoveder, så to af mændene endte med at blive slået bevidstløse.

Cathrine Rasmussen, der er anklager i sagen, siger:

»Jeg er tilfreds med, at retten fandt frem til, at den 18-årige skulle idømmes den straf, selvom den var lavere end det, vi først havde påstået. For der er tale om virkelig grove voldssager begået mod syv tilfældige ofre. Vi taler her om syv mænd, der var taget på festival for at have det sjovt, men som endte som ofre for særdeles voldelige handlinger.«

Den 18-årige modtog dommen.