Det gik voldsomt for sig, da to personer ifølge politiet blev overfaldet i deres eget hjem natten til mandag.

Personerne, en mand og kvinde, med adresse i Helsinge blev udsat for et hjemmerøveri, hvor to unge mænd trængte ind og tiltvang sig adgang klokken 02.

Det fremgår af retsmødebegæringen i sagen.

De unge mænd, som er født i 2002 og 2005, er onsdag blevet fremstillet i et lukket grundlovsforhør.

Forhøret endte med, at begge mænd nu er varetægtsfængslet frem til 13. september. De nægter sig skyldige og har valgt at kære afgørelsen.

De er sigtet for røveri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens paragraf 288.

Mere specifik lyder sigtelsen, at de unge mænd 'med vold og trusler om øjeblikkelig anvendelse af vold skulle have trængt ind i privates hjem'.

Det fremgår videre, at de forurettede, som ifølge B.T.s oplysninger er en 65-årig mand og en 47-årige kvinde, blev tildelt flere lussinger.

Og endvidere blev de truet med softgunpistoler, mens de mistænkte gerningsmænd røvede adressen, lyder det i sigtelsen.

Først klokken 04 forlod de formodede gerningsmænd adressen, mener politiet.

De mistænkte i sagen blev anholdt af Nordsjællands Politi tirsdag klokken 09.38 og 09.40.

De mistænkte er fra Hillerød og Helsinge.