En mand på Frederiksberg kan takke en hurtig politiudrykning for, at han tirsdag aften ikke blev bortført fra sin lejlighed på Peter Bangs Vej af fire overfaldsmænd.

Sådan lød i hvert fald sigtelsen mod fire mænd i alderen 24-58 år, da de onsdag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg.

Her ønskede anklageren fra Københavns Politi de fire mænd varetægtsfængslet for dels grov vold og dels forsøg på frihedsberøvelse.

De fire mænd nægtede sig alle skyldige, men afviste trods de alvorlige sigtelser også at udtale sig i retten foran dommeren.

I stedet kunne anklageren oplyse, at mændene efter politiets opfattelse på forhånd havde aftalt at opsøge manden i hans lejlighed på tredje sal i en etageejendom for at overfalde og bortføre ham.

Det midaldrende offer har ifølge B.T.s oplysninger en længere fortid i rockermiljøet og har blandt andet tidligere afsonet en straf på 16 års fængsel for drab.

Muligvis havde en eller flere foreløbig ukendte gerningsmænd også deltaget i overfaldet, der fandt sted ved 19-tiden tirsdag aften.

Offeret blev både slået, sparket og trampet på kroppen, ligesom han blev holdt fast, mens gerningsmændene bandt ham med strips og gaffertape om hals, hoved og hænder.

Desuden fik voldsofferet også stukket en fjernbetjening ind i munden og delvist ned i halsen.

Hensigten var ifølge politiets sigtelse at pacificere lejlighedens beboer, så overfaldsmændene kunne tvinge ham ud af lejligheden og ind i en bil. 

Den plan mislykkedes dog, da offeret strittede imod, og politiet ankom til stedet, hvor de fire mænd blev anholdt.

Ved grundlovsforhøret besluttede dommeren, at alle fire mænd skulle varetægtsfængsles for foreløbig 26 dage. To af mændene er tidligere dømt for vold.

Det er foreløbig ukendt, hvad motivet til overfaldet var samt hvilken forbindelse, der er mellem offeret og de fire nu fængslede mænd.