Der kan næppe være tale om tilfældigheder, når dødstallet af patienter på Nykøbing Falster Sygehus har været højere på den drabstiltalte sygeplejerskes vagter, forklarede en professor i statistik, der tirsdag vidnede i den omfattende sag.

Professoren har studeret antallet af dødsfald i perioden 2009 og frem til 1. marts 2015, hvor den 31-årige sygeplejerske CH blev anholdt. Siden har hun været varetægtsfængslet og er tiltalt for tre drab og et drabsforsøg på ældre patienter.

Særligt år 2011 og 2012 springer i øjnene af professorens analyse. Her fremgår det, at der i gennemsnit var mere end dobbelt så mange dødsfald, når sygeplejersken havde vagter, end før og efter hendes vagter.

»Sandsynligheden for at det er et tilfælde, er nede på 1 %, derfor skyldes det ikke alene tilfældigheder, at der er flere dødsfald på tiltaltes vagter,« siger professoren i Retten i Nykøbing Falster.

I den undersøgte periode i 2011 døde 33 patienter på den 31-årige sygeplejerske vagt. Det svarer til 2,5 dødsfald på 100 timer, hun var på vagt, mens der kun var 1 dødsfald på 100 vagttimer, når hun ikke var på vagt.

»Jeg kan konkludere, at der er konstateret en overdødelighed, og at overdødeligheden ikke er tilfældig. Derfor må der være en anden forklaring, men den skal jeg ikke begynde at spekulere i,« siger professoren SL.

Ud fra professorens analyse fremgår det også, at dødstallet er faldet på medicinsk afdeling M130 efter CH skiftede til en akutafdeling, men han understreger, at dødeligheden faldt på hele sygehuset, også akutafdelingen, i den periode. Derfor kan det skyldes omstrukturering og andre ændringer, forklarer professoren.

Tidligere på dagen vidnede lægesekretær UK, der var på M130 både under og efter den 31-årige sygeplejerske skiftede afdeling.

UK var meget overrasket over dødeligheden på afdelingen, da hun startede der i 2011. Hun havde tidligere været ansat som lægesekretær på Nakskov Sygehus, men havde aldrig oplevet så mange hjertestop.

Det fik UK til at lave en optælling af dødsfaldene på afdelingen i 2012, som lå over 90.

»Efter middag kunne der godt være to dødsfald, inden man gik hjem klokken 15. Det fandt jeg meget usædvanligt,« sagde hun i retten.

I 2012 flyttede den tiltalte sygeplejerske afdeling, og så skete der pludselig noget ved dødeligheden, ifølge UK.

»Min opfattelse var, at dødsfald og hjertestop faldt markant. Man hørte ikke længere de der klokker, der hele tiden ringede på hjertestop,« siger hun og fortsætter:

»Der var ikke de dødsfald, vi havde haft før, og der var mere ro i personalegruppen.«

Hun understreger dog, at det ikke havde strejfet hende, at det skulle have en sammenhæng med, hvornår CH var påarbejde.

Der er afsat 32 retsdage til den opsigtsvækkende sag mod sygeplejersken. Senere på dagen skal sygeplejerskens far og kæreste blandt andet vidne.

Der forventes at falde dom i sagen i juni.