Skatteministeriets top blev advaret om huller, der gjorde tyveri for milliarder muligt, viser nye oplysninger.

København. To mænd, som er mistænkt for svindel med udbytteskat på sammenlagt 37,5 millioner kroner, er lørdag blevet fængslet ved retten i Lyngby.

Sagen vedrører forhold tilbage i 2007 og har ikke umiddelbart noget til fælles med de 12,3 milliarder kroner, som Skat i perioden fra 2012-15 uretmæssigt har udbetalt.

Men metoden er nogenlunde den samme:

* Selskaber i udlandet har søgt om at få refunderet udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.

* Det kan lade sig gøre, fordi selskaber i udlandet ikke skal betale skat af udbyttet af deres aktier, mens skatten for danske selskaber er på 27 procent.

* Svindlen sker, hvis selskaberne har søgt om at få tilbagebetalt udbytteskat uden at have ejet de aktier, de vil have tilbagebetalt skat for.

* I 2015 havde Skat i alt 33.638 sager om udbytteskat. Samme år formodes det, at et organiseret netværk af selskaber har indsendt 900 anmodninger på baggrund af falske aktieposter.

Kilde: Skat

/ritzau/