I den seneste tid har flere forskellige grupperinger begået kriminalitet. Få overblikket her.

København. Bandekrigen i 90'erne mellem Bandidos og Hells Angells er et overstået kapitel. I dag er billedet af banderne og deres konflikter langt mere fragmenteret.

Læs her om bandegrupperingerne og deres seneste optrædener i de danske medier:

* Black Jackets: En nytilkommen gruppering, der holder til på Vestegnen i København.

Har blandt andet har været involveret i skudvekslingen på Peter Bangs Vej 16. juni, hvor en 23-årig mand afgik ved døden.

* Gremium: En tysk rockergruppe, der etablerede sig i efteråret 2014 med et klubhus i Haslev på Midtsjælland. Angiveligt efter møder med bandemedlemmer fra Danmark.

Indblandet i skudvekslingen på Peter Bangs Vej. I februar lukkede politiet også bandens klubhus i 14 dage, efter 16 skud blev affyret i en konflikt med banden Brothas.

* Satudarah MC: En hollandsk rockerklub, der gjorde sit indtog i Danmark i november 2013. Holder til i Bagsværd og har slået sig sammen med den lokale bande kaldet Værebros Hårde Kerne, VHK.

To mænd fra klubben blev 14. juni hver idømt 14 års fængsel ved Retten i Nykøbing Falster i en stor sag om omfattende handel med narko i Nakskov.

* No Surrenders: En hollandsk gruppering, der er kommet til Danmark i 2015. Holder til i Lyngager og Brøndby.

17. juni måtte en politibetjent fra Københavns Vestegns Politi affyre varselsskud i forbindelse med en politiaktion ved rockergruppen No Surrenders klubhus i Brøndby.

* Black Army: Banden Black Army holder til i Vollsmose i Odense, Næstved og Aarhus.

7. juni blev en 22-årig mand med relationer til Black Army stukket ned i Vollsmose. Og onsdag kørte op mod 500 personer paradekørsel gennem Odense efter begravelsen af et 31-årigt medlem af Black Army .

* United Tribunes: Bande med rødder i Odense og Sønderjylland.

11. april blev præsidenten for klubben, en 34-årig mand fra bandemiljøet i Vollsmose varetægtsfængslet i en sag om opbevaring af 42 kilo hash.

* Øvrige klubber: Hells Angels og Bandidos inklusiv deres ungdomsafdelinger og støttegrupper. Bandidos oprettede ungdomsgruppen "Mexican Teamwork" i 2013, mens Hells Angels oprettede ungdomsgruppen AK81 i november 2007.

* Øvrige bander: I 2013 var de største i København: VHK, Brothers Souljaz, Black Cobra, Bloodz, brothas og Loyal to Familia.

9. juni blev 11 personer med relation til bandegrupperingen Loyal to Familia anholdt af Nordsjællands Politi for blandt andet vold og trusler.

Kilder: Justitsministeriet, Politiet, Ritzau, Ekstra Bladet.

/ritzau/