Politiet har haft travlt i Aarhus i den seneste tid, hvor en bandekonflikt verserer.

Aarhus. Banden Loyal to Familia har siden slutningen af maj forsøgt at få fodfæste i Aarhus, og det har betydet, at Østjyllands Politi er blevet kaldt ud til en række alvorlige hændelser.

Her er et overblik over de mest alvorlige:

* 26. maj: Politiet foretager 70 anholdelser. Der er hovedsageligt tale om overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Én sigtes for narkobesiddelse og bliver fængslet i et grundlovsforhør.

* 29. maj: Fire mænd, nogle iført skudsikre veste, anholdes med diverse slag- og stikvåben i en bil, mens en femte anholdes for at have et våben på sig.

En sjette anholdes for at slå ud efter en betjent, mens en syvende pågribes, da han nægter at efterkomme politiets anvisninger.

* 3. juni: To personer bevæbnet med stik- og slagvåben løber ind i en butik for at lede efter folk fra andre grupperinger. Omkring ti minutter senere affyres der flere skud, da nogle grupper støder sammen på Bispehavevej.

* 4. juni: Ved 1-tiden løslades to af de personer, der var blevet anholdt efter urolighederne 3. juni. De når dog ikke langt fra politistationen, før de bliver kørt ned af en personbil. Begge kvæstes - blandt andet brækker den ene et ben.

To mænd på 21 og 23 år varetægtsfængsles i fire uger for grov vold og drabsforsøg for episoden.

* 5. juni: Der bliver affyret flere skud på en parkeringsplads i Brabrand. Ingen bliver ramt.

Denne dag anholdes en 25-årig mand og sigtes for grov vold og drabsforsøg i forbindelse med episoden 3. juni.

* 6. juni: Der bliver affyret et skud nær Bazar Vest i Brabrand. Ingen bliver ramt.

* 8. juni: Politiet anholder og sigter en 22-årig mand for drabsforsøg efter skyderiet på Bispehavevej 3. juni.

* 12. juni: En 21-årig mand bliver ramt af flere skud i underlivet på Edwin Rahrs Vej i Brabrand. Han overlever. Gerningsmanden er på fri fod.

* 15. juni: En 21-årig mand anholdes og sigtes for drabsforsøg fra sagen 3. juni på Bispehavevej. Han er dermed den femte sigtede i sagen. Ingen af dem tilhører Loyal to Familia, men derimod en lokal gruppering fra Brabrand.

Kilder: Ritzau og Østjyllands Politi.

/ritzau/