Det er gået ud over borgere i Munkebo, Ullerslev, Nyborg, Bogense, Brenderup, Ringe og på Langeland. I løbet af kun halvanden uge.

Men nu er fælden endelig klappet.

Efter mere end 20 anmeldelser om kontaktbedrageri mod ældre borgere på Fyn og Langeland har Fyns Politi onsdag anholdt en 20-årig mand.

Det oplyser politikredsen på Politi Update.

Den 20-årige er foreløbig sigtet for 18 forhold.

Og det kan endda vise sig kun at være toppen af isbjerget.

De mange anmeldelser fra ældre borgere, som var blevet bedraget, fik politiet til at intensivere efterforskningen, og det førte til, at den 20-årige kunne anholdes onsdag klokken 13.09.

Han er mistænkt for at have fungeret som såkaldt bankbud, der har opsøgt de ældre borgere og afhentet betalingskort, kontanter og værdigenstande.

De forurettede er alle ældre borgere, der er blevet franarret værdier eller pengebeløb på helt op til 500.000 kroner.

»Vi ser desværre endnu en gang, hvordan kyniske gerningsmænd målrettet går efter ældre borgere og udnytter deres tillid til banker, politiet og andre myndigheder,« siger politikommissær Christian Billesø fra Fyns Politi.

»Det er en meget alvorlig form for kriminalitet, som både kan have store økonomiske og menneskelige konsekvenser for de mennesker, der bliver udsat for den,« tilføjer han. 

Politiets efterforskning har vist, at den 20-årige kan sættes i forbindelse med lignende sager i andre politikredse. 

Efterforskningen fortsætter, og Fyns Politi udelukker ikke yderligere sigtelser.

Samtidig advarer politikredsen – igen – mod bedragerne, der udgiver sig for at være fra blandt andet banker og myndigheder.

Fremgangsmåden er næsten altid den samme:

En gerningsmand ringer til en ældre borger og udgiver sig for at være medarbejder i eksempelvis en bank, Nets, Skattestyrelsen eller politiet.

Borgeren får blandt andet at vide, at der er mistænkelige transaktioner på vedkommendes konto, eller at der er penge til gode. Under påskud af at ville hjælpe forsøger bedragerne at få udleveret personlige oplysninger, betalingskort og pinkoder.

I flere tilfælde er det lykkedes gerningsmændene at overtale borgerne til også at udlevere kontanter, smykker og arvesølv, som de har fået at vide skal opbevares sikkert i banken.

Kort efter bliver der typisk hævet penge på de stjålne betalingskort.

»Vi kan næsten ikke gentage det ofte nok: Hverken politiet, banken eller andre myndigheder kommer hjem til dig for at hente dit betalingskort, dine kontanter eller dine værdigenstande. Og vi beder aldrig om din pinkode,« fortæller Christian Billesø.

»Hvis nogen ringer og fortæller, at dine penge er i fare, og at du skal handle hurtigt, så læg røret på. Det er helt i orden at være uhøflig i den situation,« tilføjer politikommissæren.

Politiet opfordrer også pårørende til at tale med deres ældre familiemedlemmer om risikoen for kontaktbedrageri.

I den konkrete sag fremstilles den 20-årige torsdag formiddag i grundlovsforhør i Retten i Svendborg med henblik på varetægtsfængsling.