Otte unge mænd er tirsdag sigtet for kvalificeret vold efter en episode af såkaldt "happy slapping" begået mod en 15-årig dreng i Odense.
Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
"Happy slapping" er et fænomen, hvor en eller flere personer udsætter andre for vold og filmer hændelsen.
Den 15-årige dreng blev 3. oktober omringet af otte lidt ældre i et skovområde i Odense.
Herefter blev han udsat for spark og tramp, blandt andet i hovedet, mens han også blev slået med en kæp, skriver politiet.
Gerningsmændene filmede episoden, og politiet mistænker, at videoen efterfølgende blev delt på det sociale medie Snapchat.
- Der er tale om en voldelig, nederdrægtig og ydmygende handling. Denne form for "happy slapping" har vi tidligere set, og det hører ingen steder hjemme, siger politikommissær ved Fyns Politi Gitte Hansen i pressemeddelelsen og tilføjer:
- Derfor er vi også tilfredse med, at vi nu har fået fat i gerningsmændene, for det er vigtigt at understrege, at man ikke slipper afsted med denne form for afstumpede handlinger.
Fyns Politi oplyser derudover, at der kan komme flere sigtelser i sagen.
