Mindst ni personer mistede onsdag aften livet, da der blev åbnet ild i den tyske by Hanau i delstaten Hessen.

En storstilet jagt på gerningsmanden blev hurtigt sat i gang, og tidligt torsdag morgen oplyser politiet, at man har fundet den formodede gerningsmand ligge død i sit hjem.

En anden person blev også fundet død i huset, oplyser Polizei Südosthessen på Twitter.

'Der er indtil videre intet, der tyder på, at der skulle være flere gerningsmænd,' skriver politiet.

Foto: KAI PFAFFENBACH
Vis mere

Den formodede gerningsmand udtrykte angiveligt højreekstreme holdninger i et tilståelsesbrev, som han efterlod. Han efterlod både et brev og en video, skriver det tyske medie Bild ifølge Ritzau.

Ni personer mistede livet, mens flere andre blev alvorligt sårede, da gerningsmanden åbnede ild to steder i den tyske by.

Natten til torsdag lød antallet af dræbte på otte, men torsdag morgen bekræfter politiet, at en niende person også er afgået ved døden.

Dermed er i alt 11 - inklusive den formodede gerningsmand og den døde person fundet i hjemmet - personer omkommet.

De to skyderier skal ifølge tyske medier have fundet sted lige efter hinanden.

Det første skyderi skal eftersigende være sket ved en vandpibebar i centrum af Hanau.

Tyske OP-Online skriver, at flere personer har mistet livet på baren. Ifølge OP-Online stod nogle af ofrene foran vandpibebaren, da der blev affyret skud mod dem fra en kørende bil.

Det andet skyderi skal have fundet sted ved pladsen Kurt-Schumacher-Platz i Kesselstadt-distriktet ved en anden vandpibebar. Herfra har også lydt meldinger om flere omkomne.

En ambulance på gerningsstedet i Hanau.
En ambulance på gerningsstedet i Hanau. Foto: WIESBADEN112
Vis mere

Efterfølgende flygtede gerningsmanden fra stedet.

»Det er en aften, som man ikke kunne have forestillet sig værre,« fortæller Hanaus overborgmester Claus Kaminsky til Bild.

Ifølge politiet blev de første skud affyret omkring kl. 22.00 onsdag aften.

Det lokale politi skrev natten til torsdag i en pressemeddelelse, at man ledte efter et mørkt køretøj, som vidner havde set køre fra et af gerningsstederne, og de tilføjede, at der natten til torsdag stadig ikke foreligger viden om baggrunden for angrebene.