Mænd i københavnsk kælderrum mødtes i regi af banden LTF, mener anklagemyndigheden, som kræver fængselsstraf.

I marts mødtes otte mænd i et kælderlokale i Griffenfeldsgade i København, og det var i strid med loven, mener anklagemyndigheden ved Københavns Politi.

For det var ikke bare otte mænd i alderen 20-31 år, der mødtes for hyggens skyld - det var et møde i regi af banden Loyal to Familia (LTF). Og den er midlertidigt forbudt.

Sådan lyder påstanden i det anklageskrift, der foreligger i sagen, og som Ritzau har fået en kopi af. Mændene nægter sig skyldige.

Ifølge anklageskriftet var lokalet i kælderen på adressen Griffenfeldsgade 43 lejet til brug for banden, og samtidig mener anklagemyndigheden, at mændenes opførsel i øvrigt tyder på, at det var et bandearrangement.

Helt konkret henviser anklageskriftet til, at en af mændene var i besiddelse af en kniv med et blad på 13 centimeter. En anden mand havde godt syv gram hash på sig.

Derudover nægtede mændene at åbne døren, da politiet kom, ligesom de skulle have forsøgt at advare hinanden om ordensmagtens tilstedeværelse, lyder det i anklageskriftet.

Derudover skulle de have forsøgt at flygte, lyder påstanden.

Sidste efterår blev Loyal to Familia forbudt midlertidigt, efter at Rigsadvokaten bestemte, at der skulle lægges sag an mod banden med henblik på at ulovliggøre den.

Mere præcist vil man have domstolene til at opløse foreningen ved dom. Det er en bestemmelse i Grundloven, som indskrænker den foreningsfrihed, som ellers er central i loven.

En forening kan opløses ved dom, hvis den virker ved "vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende", lyder det i Grundloven.

Anklagemyndigheden ved Københavns Politi vil have de otte mænd straffet med fængsel, fremgår det af anklageskriftet.

Sagen bliver indledt ved Københavns Byret 27. november.

Samme byret behandler i øjeblikket selve sagen om opløsning af LTF som forening. Sagen har været på standby i nogle måneder, på grund af at der indgik teledata i bevismaterialet.

På grund af tvivl om pålideligheden af teledata generelt valgte Rigsadvokaten at suspendere brugen af teledate i retssager i en periode fra august til oktober. Men nu mener man, at det igen er forsvarligt at bruge teledata.

Opløsningssagen bliver genoptaget onsdag i denne uge.

/ritzau/