Krudtpartikler på fire tiltalte er ikke bevis i sag om drab på 20-årig, der blev ramt i panden, siger byret.

Alle otte tiltalte mænd frifindes mandag i en sag om et drab begået under et voldsomt sammenstød i Rungsted i foråret 2019.

En mand på 20 år fra Nivå blev ramt af et skud i panden, da to grupper tørnede sammen på Rungsted Strandvej 6. april 2019. Men et nævningeting i Retten i Helsingør finder ikke tilstrækkeligt bevis.

De otte var også tiltalt for at have forsøgt at dræbe en anden mand, der blev ramt af fem skud i begge ben. Også her er der frifindelse.

Syv af de tiltalte har bekræftet, at de befandt sig på stedet, da sammenstødet skete og udviklede sig blodigt.

Men ingen har kunnet eller villet fortælle, hvem der affyrede skuddene fra en 9-millimeterpistol.

Sagen er usædvanlig, fordi seks af mændene har været på fri fod. De to varetægtsfængslede er begge blevet løsladt efter dommen.

Den ene af de løsladte havde krudtpartikler på begge hænder. Men der er kun bevis for, at han var i nærheden, da skuddene blev affyret, konstaterer retten. Også tre andre tiltalte havde spor af krudt på hænderne.

I mørket uden for retsbygningen lyder der høje jubelrum fra de tiltaltes venner efter afgørelsen.

Politiet er talstærkt til stede med blandt andet hunde. Cirka 40 betjente er mødt frem.

Retten er overbevist om, at en eller flere blandt de otte affyrede skuddene. Men tavsheden er massiv. "De tiltalte har i vidt omfang ikke ønsket at udtale sig under sagen" hedder det i afgørelsen.

De tiltalte kom alle fra en gruppering i Kokkedal, som ifølge anklagemyndighedens påstand udførte et planlagt angreb på en anden gruppe fra Nivå. I tiden op til det sammenstødet havde Nivå-gruppen angiveligt truet eller generet nogle af de unge mænd fra Kokkedal.

Drabsofferet var i en periode med i banden Loyal To Familia.

Imidlertid afviser retten, at mændene fra Kokkedal kan siges at have udgjort en bandegruppering på tidspunktet for drabet. Ingen af de otte er tidligere dømt for kriminalitet i forening.

Derimod var Nivå-gruppen opført som en overvåget gruppe hos politiet, og det var netop denne side, som opførte sig aggressivt i Rungsted den aften i april, anfører retten.

De otte var ikke til stede som en bandegruppering, og hvor deltagerne måtte gå ud fra, at der ville blive brugt et skydevåben. Der er ingen beviser for, at de tiltalte havde forsæt til at bruge skydevåben, fastslår retten.

Ved de første fem skud blev en person fra Nivå-gruppen såret af skud. Mændene havde ikke mulighed for at slippe væk og tage afstand fra skuddene, inden det dræbende skud blev affyret mod den 20-årige, lyder det i kendelsen.

Tre af de seks nævninger mente dog, at to af de tiltalte kunne kendes skyldige i drab og drabsforsøg. Men de er i undertal. Tre andre nævninger og de tre dommere er uenige.

/ritzau/