Højreekstremist dømt for at opfodre til brandstiftelse mod minister.

Den tidligere talsmand for Dansk Front Julius Børgesen fik tirsdag otte måneders fængsel ved retten i Helsinge.

Han blev dømt for på en venstreorienteret hjemmeside at have skrevet, at det kunne være en god ide, hvis man brændte indenrigsministerens bopæl af.

Det skete, efter at ukendte gerningsmænd havde stukket ild på integrationsminister Rikke Hvilshøjs hjem.

Dommeren mente, at det var en overtrædelse af straffelovens paragraf om vold mod embedsmand og om at opfordre til forbrydelse.

- Jeg synes, at den er på nogle uretfærdige præmisser. Den skal ankes lige med det samme. Jeg skal dømmes, fordi jeg kommer fra højrefløjen, ingen tvivl om det, siger Julius Børgesen.

/ritzau/