Otte personer er kørt til behandling efter en ulykke på Astrupvej tæt på Hadsund.

Det oplyser Nordjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Der er tale om et frontalt sammenstød mellem to biler.

»Der er opstået akvaplaning på strækningen som følge af voldsomt vejr, og det har fået den ene bil til at skride over i modsat kørebane, hvor ulykken er opstået,« siger vagtchef fortæller vagtchef Poul Fastergaard til avisen.

To af de tilskadekomne er kommet alvorligt til skade og er fragtet på akut- og traumecentret på Aalborg Universitetshospital.

Dog er der for de to tilskadekomne ikke tale om livstruende kvæstelser.

De seks andre er kørt af sted til tjek på forskellige skadestuer.

Ifølge Ekstra Bladets billeder fra ulykkesstedet var der både tilkaldt lægehelikopter, ambulancer og andre redningsindsatser til at tage sig af de tilskadekomne.

Det burde være muligt at køre på Astrupvej, hvor ulykken fandt sted.

Politiet fik anmeldelsen klokken 11.20.

B.T. følger sagen.