Nonprofitorganisationen Somi har indgivet et gruppesøgsmål i Danmark mod selskabet Meta, der står bag de sociale medier Facebook og Instagram.

Søgsmålet er indgivet i Københavns Byret på vegne af danske børn og unge, skriver DR.

Ifølge Somi er Facebook og Instagram designet til at være meget vanedannende, hvilket især mindreårige er særligt sårbare over for.

Det vanedannende design indebærer blandt andet funktioner som uendelig scrolling, notifikationer og valideringsværktøjer som likes og delinger.

Sådan skrev Somi i en pressemeddelelse i september 2025. Her lød det også, at organisationen havde sendt et advarselsbrev til Meta i Danmark.

- Disse designstrategier er blevet knyttet til stigende forekomster af depression, angst, søvnforstyrrelser og nedsat skolepræstation blandt unge, skrev Somi i meddelelsen.

Somi er en hollandsk nonprofitorganisation, der arbejder for databeskyttelse og digitale rettigheder.

Organisationen hævder, at Meta overtræder flere europæiske og danske love.

Meta bør derfor ifølge Somi betale en erstatning på 25.000 kroner til hver af de berørte mindreårige for den psykiske skade, de har lidt. Det skriver DR.

Søgsmålet kommer, efter at Meta og Google i sidste uge tabte en sag om afhængighed af sociale medier i USA.

Her havde en 20-årig amerikansk kvinde lagt sag an mod de to techselskaber for at gøre hende afhængig af selskabernes apps, vel vidende om at det var til skade for hendes mentale helbred.

Under sagen forklarede hun, at den tidlige afhængighed af sociale medier forværrede hendes depression og selvmordstanker.

Den 20-årige fik rettens ord for, at Meta og Google kan stilles til ansvar for at have gjort hende afhængig.

Selskaberne skal betale hende en erstatning på tre millioner dollar - svarende til knap 20 millioner kroner.

Den danske sag, som Somi har anlagt, ventes tidligst at blive afgjort i 2027, skriver organisationen på sin hjemmeside.

Somi har ligeledes anlagt søgsmål mod Meta i Holland, Tyskland og Belgien.

/ritzau/