Når mange mennesker onsdag aften forsamles til fejring af nytåret på Store Torv i Aarhus, vil de blive overvågnet.

Politiet har nemlig valgt at opsætte midlertidig tv-overvågning i området.

I en pressemeddelelse oplyser Østjyllands Politi, at det man på måde vil kunne følge med i fejringen af det nye år på stedet – og følge med i, om der sker kriminalitet.

»Vi vil i forvejen være ekstra synligt til stede med flere betjente på gaden end normalt,« forklarer politiinspektør ved Østjylland Politi Brian Voss Olsen og tilføjer:

»Men tv-overvågningen giver os også nogle gode muligheder for aftenen igennem at kunne følge med i situationen omkring Store Torv, hvor mange mennesker traditionen tro vælger at samle sig i forbindelse med nytårsfejringen.«

Særligt vil politiet have fokus på affyring af fyrværkeri på uforsvarlig vis, men også på andre former for kriminalitet, lyder det.

Også tidligere år har politikredsen haft opsat tv-overvågning på Store Torv, hvor mange normalt samles i forbindelse med nytårsaften.

Udover den midlertidige tv-overvågning vil der blive opsat en række midlertidige afspærringer for trafikanterne på flere udvalgte strækninger i midtbyen af Aarhus.

Tv-overvågningen og de midlertidige trafikale afspærringer vil blive sat i drift onsdag den 31. december klokken 18.00.

De vil blive taget ned igen torsdag den 1. januar klokken 10.