Indbruddet som generelt koncept er på tilbagetog i Danmark. Men noget, der desværre ikke er ændret på, er stigningen i antallet af indbrud i december.

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse hvor de oplyser, at indbruddene allerede er på vej op, sammenlignet med andre år.

I et forsøg på at sænke niveauet vil politikredsen derfor bruge en række tiltag.

Det drejer sig blandt andet om øget fokus på at besøge boligområder og villakvarterer, der har været udsat for indbrud. Derudover vil politiet gå i dialog med borgerne om, hvordan man kan begrænse risikoen, lyder det.

I den forbindelse kommer Fyns Politi med en række råd til, hvordan man kan gøre tyvenes arbejdsvilkår så dårlige som muligt.

De gode råd er:

  • Sørg for at have et godt naboskab og tal sammen om det og dem I ser i jeres nabolag. Tilmeld dig eventuelt nabohjælp.

  • Tænd lys i dit hus, så det ser beboet ud. Brug evt. automatisk tænd/sluk.

  • Overvej udendørs belysning ved dit hus og have.

  • Klip hæk, buske og træer, så en eventuel tyv ikke let kan skjule sig, og så naboer og andre kan se, hvad der eventuelt foregår omkring dit hus.

  • Mærk dine møbler og værktøj med initialer/telefonnummer eller med dna-mærkning.

  • Brug solide låse på døre og vinduer.

  • Lås dit skur og garage, så dine haveredskaber og dit værktøj er bedre sikret.

  • Ring til politiet på 114, hvis du ser noget mistænkeligt.

  • Køb ikke tyvekoster. Hvis du køber brugt, så betal med MobilePay, og tjek om sælgeren er verificeret med MitID.