Tirsdag eftermiddag blev en 16-årig dreng overfaldet af seks jævnaldrende på åben gade i Esbjerg.

Drengen blev både sparket og slået af overfaldsmændene – som kendte deres offer i forvejen.

»Vi har anholdt alle seks gerningsmænd, og de er sigtet for kvalificeret vold,« siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ole Aamann, til JydskeVestkysten.

Overfaldet fandt sted omkring klokken 15.35 på Novrupvej.

Den 16-årige pådrog sig nogle skræmmer under overfaldet.

Det var dog ikke nødvendigt at indlægge drengen på hospitalet.

Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi skyldes overfaldet på åben gade et opgør om en pige.

Der er ifølge politiet ikke grundlag for varetægtsfængsling i sagen.