I 14 dage har Sydøstjyllands Politi efterforsket i Taps og Ødis i forbindelse med en drabssag.

Der er tale om en 68-årig mand blev fundet dræbt på sin ejendom ved Taps uden for Christiansfeld.

I forbindelse med efterforskningen har politiet søndag aften og indtil mandag morgen været i området og i landsbyerne omkring gerningsstedet for at tale med borgere og undersøge, om nogen kan have set eller hørt noget, der kan bidrage til at opklare sagen.

»Vi har siden anmeldelsen den 2. marts modtaget flere nyttige henvendelser fra borgere, og dem takker vi meget for,« siger vicepolitiinspektør Carsten Vester.

»I går aftes, i nat og her til morgen har vi været i Taps og Ødis for at tale med borgere, der måske kan have viden om noget, de har set eller hørt, som kan være relevant for efterforskningen.«

Sagen er så omfattende, at den inkluderer undersøgelser af både fysiske og digitale spor og en række afhøringer.

»Der er tale om en meget alvorlig sag, hvor en mand er blevet dræbt. Vi er interesserede i at høre fra borgere, der måtte have viden om sagen. Det gælder særligt, hvis man har observeret noget mistænkeligt i nærområdet omkring Nefgårdvej i tidsrummet fra søndag den 1. marts kl. 18.00 frem til anmeldelsen mandag den 2. marts omkring kl. 19.30.«

»Jeg vil også opfordre til, at man tjekker eventuelle videooptagelser fra biler eller bygninger for at se, om der kan være noget af interesse. Man skal endelig ikke tøve med at kontakte os – heller ikke, hvis oplysningerne måske virker ubetydelige. Vi skal nok vurdere, om de kan bidrage til efterforskningen,« siger Carsten Vester.

Sydøstjyllands Politi har på nuværende tidspunkt sigtet seks personer i sagen. 

De seks personer blev anholdt lørdag den 7. marts og er sigtet for henholdsvis manddrab og medvirken til manddrab. 

To personer er aktuelt varetægtsfængslet i sagen.