Lyt til artiklen

Det koster dyrt at blive straffet for at opbevare kokain.

Det fik en 38-årig mand torsdag at føle ved byretten i Aarhus.

Her kunne han i en tilståelsessag erkende at have opbevaret tre kilo kokain med henblik på videreoverdragelse. Det takserede dommeren til en ubetinget fængselsstraf på seks år og seks måneder.

I retten erkendte den 38-årige, at han i december 2020 havde haft en ledende rolle i en medgerningsmands besiddelse af nogle få kilo kokain i en lejlighed i Aarhus.

Manden erkendte desuden, at han havde kørt bil i marts 2021, efter at han havde indtaget kokain, og uden at han havde erhvervet sig et kørekort.

»Den anden mand er allerede blevet idømt seks års fængsel for to kilo kokain, og min klient fik seks et halvt års fængsel for tre kilo kokain,« oplyser forsvareren for den 38-årige mand – advokat Michael Juul Eriksen til B.T.

»Både anklageren og jeg var sådan set enige om at påstå straffen på seks et halvt års fængsel, da der var tale om en tilståelsessag, så der var ikke den store dramatik i det,« tilføjer forsvarsadvokaten.

Fra politiets side har narkosagen været håndteret af den forholdsvis nystartede enhed NSK – National enhed for Særlig Kriminalitet – der blandt andet har til formål at bekæmpe kompleks organiseret kriminalitet.

Herfra siger specialanklager Rasmus Gyldenløve Jensen i en kommentar til udfaldet af tilståelsessagen:

»Jeg er tilfreds med dommen og den lange fængselsstraf, som retten har givet anklagemyndigheden medhold i. Dommen er et udtryk for, at retten slår hårdt ned på opbevaring og videredistribution af kokain, og sender derfor et stærkt signal om, at narkokriminalitet tages meget alvorligt,« lyder det fra anklageren.

Foruden fængselsstraffen blev den 38-årige desuden frakendt førerretten i tre år og 6 måneder.

Manden har siddet varetægtsfængslet siden 21. maj i 2021. Han modtog dommen.