Op mod 300 unge mennesker røg i totterne på hinanden på Islands Brygge i København fredag aften. Politiet mødte talstærkt op og fik skilt parterne. Seks blev anholdt for gadeuorden.

Der var 'tumultariske tilstande' fredag aften på Islands Brygge, hvor mellem 200-300 unge mennesker fordelt på forskellige grupperinger røg i slagsmål.

Har du set episoden? Så vil BT gerne høre fra dig. Skriv til 1929@bt.dk.

Politiet måtte møde talstærkt op for at skille parterne ad.

»Der har været tumultariske tilstande på Islands Brygge, hvor mellem 200 og 300 unge personer i forskellige grupperinger var ved at ryge i slagsmål med hinanden. Så vi måtte rykke ud med flere politifolk for at få det stoppet,« siger vagthavende ved Københavns Politi Henrik Brix til BT.

Politiet måtte møde talstærkt op for at få ro på.
Politiet måtte møde talstærkt op for at få ro på. Foto: Mathias Øgendal
Vis mere

Han fortæller, at Islands Brygge er et populært sted for mange mennesker, når der er godt vejr. Familier dominerer om dagen, mens unge dominerer om aftenen. Og det er i den forbindelse, at flere grupperinger er røget i slagsmål.

»Det er nogle grupperinger af unge mennesker - både etnisk oprindelse og af dansk oprindelse - som ikke bryder sig om hinanden. Og så måtte vi rykke ud for at få styr på situationen. Vi kom frem i et pænt antal, og så begyndte nogle af de unge og kaste med ting, og så måtte vi have flere betjente af sted. Men nu er der styr på situationen. Vi har anholdt seks personer i alt,« forklarer Henrik Brix.

Han fortæller, at der lige nu er stille og roligt på islands Brygge, men vil ikke udelukke, at situationen kan blusse op igen. Det er nemlig ikke første gang, politiet oplever ballade i det gode vejr på Islands Brygge.

»Der har været optræk til ting gennem ugen. Og vi har også set det andre år, når der har været godt vejr. Så vi eer derude for at lære de unge, at de lige skal opføre sig ordentligt,« forklarer Henrik Brix.

Islands Brygge, København
Islands Brygge, København
Vis mere