De fleste gæster i Torvehallerne har formentlig fået pølsen, hvidvinen eller tapassen galt i halsen.

For midt i menneskemyldret i sommersolen ved Israels Plads smed en 66-årig tysk mand pludselig tøjet torsdag eftermiddag.

Det der kunne have lignet en form for happening, var ifølge Københavns Politi noget helt andet.

Det kom frem under et grundlovsforhør i Københavns Dommervagt fredag formiddag.

Foran den store menneskeforsamling, der også talte børn, lagde tyskeren sig ned på pladsens stenbelagte torv splitternøgen.

Og formentlig til de flestes forargelse begyndte manden at onanere.

Det står ikke klart, hvorfor manden havde den trang.

Men den 66-årige tysker erkendte sig skyldig, da han sad foran en dommer i byretten tidligere fredag.

Han blev stoppet i sin gerning, da politiet ankom til stedet. Han blev anholdt og taget med af patruljen.

I retten forklarede tyskeren, at han i går var på Israels Plads, hvor han afklædte sig og begyndte at onanere.

Tyskeren har netop modtaget en straksdom ved retten i København.

Her blev han idømt en dom på 60 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år, samt advarsel om udvisning.

Dommeren løsladte manden efter dommen. Han kunne spadsere ud i friheden igen klokken 11.11.