Opdatering: Politiet oplyser onsdag aften i en pressemeddelelse, at afspærringen er ophævet igen, da minen er fragtet væk fra havnen.

Et fiskefartøj har fundet en hornmine og indbragt den til Hanstholm Havn.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

De fik anmeldelsen omkring klokken 11.

Det formodes, at hornminen stammer fra Anden Verdenskrig, og den var blevet læsset af på Hanstholm Havn af et udenlandsk fartøj.

Politiet har afspærret området omkring minen og tilkaldt forsvarets eksperter.

Der er også blevet evakueret i område i en radius af 400 meter fra minen.

Søværnets dykkertjeneste er ankommet og arbejder i øjeblikket på stedet. De vurderer, at minen har en funktionsdygtig sprængladning og detonator, så der arbejdes på en løsning, hvor de sejler minen ud og sprænger den under vandet.

Afspærringen ophæves først, når minen er kommet på afstand fra havnen igen.

Tidshorisonten er dog uklar på nuværende tidspunkt.

Midt- og Vestjyllands Politi skal også have klarlagt, om der er begået noget strafbart, og derfor vil de nu undersøge forløbet.