Der gik rygter i Mjølnerparken og på Facebook om, at Omar El-Hussein ville lave noget 'a la Paris'. Noget, der skulle minde om angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo.

Det kom frem på anden retsdag i terrorsagen i Københavns Byret, hvor fire unge mænd sidder på anklagebænken for at have hjulpet deres kammerat Omar El-Hussein under terrorangrebene i København 14.-15. februar sidste år.

Den yngste af dem, den 20-årige Liban Elmi, afgav fredag sin forklaring. Iført sort-hvid-mønstret skjorte, beige armybukser, sorte Nike-sko og en sort kasket, som han tog af, da han kom ind i salen, satte han sig ved siden af sin forsvarer Mette Grith Stage.

Under sin forklaring borede anklager Sidsel Klixbüll flere gange i, om Liban Elmi vidste, at Omar El-Hussein ville lave noget a la angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris, der fandt sted måneden før terrorangrebet i København.

Havde du hørt om, at Omar havde tænkt sig at gøre noget lignende Paris? Gik der rygter i Mjølnerparken om, at Omar ville gøre noget a la Paris (angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo, red.)?

»Nej,« svarede Liban Elmi gentagne gange på anklagerens spørgsmål.

Men i retten kom det også frem, at Liban Elmi under en tidligere afhøring på Station Bellahøj faktisk havde forklaret, at Omar El-Hussein »var blevet lidt tosset«, da han kom ud af fængslet to uger inden terrorangrebene . Der gik også »rygter i Mjølnerparken og på Facebook« om, at Omar El-Hussein ville lave noget »skyderi a la Paris«, men ingen troede rigtigt på det.

»Det kan godt være. Jeg var meget stresset der,« sagde Liban Elmi om sin tidligere forklaring.

Liban Elmi fortalte også, at han er vokset op i Mjølnerparken og boede der med sin familie, da han blev anholdt sidste år. Han lærte Omar El-Hussein at kende »for et par år siden« i boligkvarteret, hvor også Omar El-Hussein boede for år tilbage. Liban Elmi havde ikke kontakt til Omar, mens han sad fængslet, men de havde kontakt i de 14 dage, han nåede at være på fri fod op til angrebene.

Det er også i Mjølnerparken, at Liban Elmi mødtes med Omar El-Hussein og den medtiltalte Ibrahim Abbas på terrordagen 14. februar. I retten fortalte han, at Omar El-Hussein skulle »låne en trøje« af Ibrahim Abbas.

Han så også, at Omar havde en sort taske med, men de talte ikke om, hvad der var i. Han hørte, at Ibrahim Abbas og Omar El-Hussein talte arabisk sammen, og han registrerede det arabiske ord for »maskinpistol«. Det sidste forklarede han under grundlovsforhøret, men fredag afviste Liban Elmi sin egen forklaring.

Liban Elmi er sammen med tre andre unge mænd tiltalt for medvirken til terrorisme, fordi de ifølge politiet 'tilskyndede' ham ti langrebet på den jødiske synagoge natten til søndag 15. februar sidste år. Det skete ifølge anklagen ved, at de forsynede den 22-årige Omar El-Hussein med ammunition, skaffede en maskinpistol væk og gav ham den hættetrøje og skuldertaske, han var iført ved sin død.

Liban Elmi nægter som de øvrige tiltalte sig skyldig i anklagen om terrorisme, men som flere af de andre har han erkendt at have været i besiddelse af mobiltelefon i fængslet.

Der er afsat 30 retsdage til sagen. Der ventes først dom til september.