Den 26-årige Bhostan Hossein indrømmede torsdag i retten, at Omar El-Hussein gav ham en militærriffel i Mjølnerparken i timerne efter angrebet ved Krudttønden.

Den 26-årige Bhostan Hossein er dagens omdrejningspunkt i Københavns Byret, hvor terror-sagen fortsætter. Han tiltalt for terrorisme, fordi han ifølge politiet assisterede Omar El-Hussein på terrordagen 14. februar sidste år, hvor filmmanden Finn Nørgaard og vagten Dan Uzan blev skudt og dræbt.

Torsdag indrømmede den 26-årige Bhostan Hossein i retten, at han fik overrakt en sort pose af Omar El-Hussein i Mjølnerparken, blot en time efter Omar havde skudt ved Krudttønden

»Der gik lige nogen sekunder, før jeg fandt ud af, hvad det var,« sagde Bhostan Hossein i retten.

Hvad var det? spurgte anklager Sidsel Klixbüll .

»Et maskingevær. Jeg forsøger at give det tilbage til ham. Jeg vil ikke have den. Han vil ikke tage den. Så jeg vil smide den fra mig,« fortæller Bhostan Hossein.

Tænkte du på at ringe til politiet? Du står med et maskingevær? spurgte anklageren.

»Nej, Jeg står med et maskingevær. Jeg er bandemedlem. Jeg er kriminel. Det er meget normalt. Efter jeg havde set nyhederne, kunne jeg godt regne ud, hvad der var sket. Jeg kunne godt lægge to og to sammen,« svarer  Bhostan Hossein, der flere gange måtte forsvare, at han tog imod geværet.

»Han kommer imod mig. Et menneske i panik. Jeg kunne mærke, at det var et gevær. Jeg forsøgte at give det tilbage. Han ville ikke tage det. Jeg er ved legepladsen, små børn og alt muligt. Jeg kunne ikke smide det,« sagde han som forklaring på, hvorfor han i stedet tog våbnet og smed det væk nær Bispebjerg Station.

Bhostan Hossein sidder på anklagebænken sammen med tre unge mænd, som alle har haft deres gang i det socialt belastede boligkvarter Mjølnerparken på Nørrebro.

De første dage i retten har anklagerne rigt dokumenteret med overvågningsbilleder og teleoplysninger, at de tiltalte var i tæt kontakt på terrordagen, og at de også mødtes med terroristen Omar El-Hussein i både Mjølnerparken og på netcaféen Powerplay på Nørrebrogade

Netop den 26-årige Bhostan Hossein befandt sig på Powerplay en time efter angrebet på Krudttønden, da den yngste af de tiltalte, den 21-årige Liban Elmi, pludselig troppede og begyndte at gestikulere voldsomt.

På de sort-hvide overvågningsbilleder, der blev afspillet i retten, så man, at Bhostan Hossein løftede en finger op til munden, der ifølge anklageren kunne tolkes, som om han bad den unge Elmi tie stille. Liban Elmi slog herefter sin ene næve ned i hånden flere gange, og så formede han fingrene til en pistol.

I det næste øjeblik rettedes de tiltaltes øjne mod Bhostan Hosseins computerskæræm. Det er uvist, hvad de så på skærmen, men Mahmoud Rabea reagerede ved at slå sig på panden og ruske i Elmis dynejakke.

Hvad de talte om i dette tidsrum er også uvist, men browser-data viser, at der blev klikket på både eb.dk, bt.dk og nyhedstjenesten Local Eyes.

Kort efter forlod de tiltalte netcaféen for at mødes i Mjølnerparken med Omar El-Hussein. Det var herefter, at Bhostan Hossein modtog en genstand fra den 22-årige terrorist. Det, politiet mener er drabsvåbnet fra Krudttønden.

Alle fire mænd nægter sig skyldige i anklagerne om terrorisme.