En hættetrøje. En taske. Og ammunition. Det er nogle af de effekter, som politiet mener fire unge mænd forsynede Omar El-Hussein med forud for terrorangrebet. Torsdag begynder retssagen mod hans håndlangere.

Da Omar El-Hussein begik sine uhyrlige terrorhandlinger i København handlede han ikke alene. Det mener i hvert fald politiet, som gennem snart et år har efterforsket sagen mod hans formodede hjælpere. Derfor sætter fire unge mænd sig på anklagebænken i Københavns Byret torsdag. Tiltalt for terrorisme efter straffelovens § 114.

Over de næste 30 retsdage skal et nævneting behandle den såkaldte Krudttønde-sag, hvor de fire mænd i alderen 20 til 31 år skal svare på spørgsmål om deres venskab med den 22-årige Omar El-Hussein, som skød og dræbte to uskyldige mennesker og sårede seks betjente under sine terrorangreb på først kulturhuset Krudttønden og siden den jødiske synagoge 14.-15. februar sidste år.

Anklageskriftet kredser særligt om tidsrummet mellem de to angreb - hvad de unge mænd foretog sig mellem klokken 16.15 efter skyderiet på Krudttønden og 00.40 inden skyderiet ved synagogen.

Læs også: Historien om tre tilfældige liv, der så Omar i øjnene på terrordagen

De unge har ligesom Omar El-Hussein selv tilknytning til det belastede boligområde Mjølnerparken på Nørrebro i Købehavn, og netop det sted spiller en helt central rolle i terrorsagen.  Det var her, Omar El-Hussein søgte tilflugt og skiftede tøj mellem de to angreb, og det var her to af de tiltalte hjælpere ifølge anklageskriftet skaffede den fuldautomatisk militærriffel væk, som Omar El-Hussein anvendte under det første angreb.

Et andet centralt sted er internetcaféen Powerplay på Nørrebrogade. Her havde Omar El-Husseins kammerater ifølge politiet sørget for en betalt computer, som deres kammerat benyttede til at søge sig frem til sit næste mål - synagogen i Krystalgade.



Det er også i eller omkring Mjølnerparken og internetcaféen, at anklagemyndigheden mener, de unge mænd har forsynet Omar El-Hussein med den hættetrøje og den skuldertaske, han havde på under skyderiet ved synagogen.  Samt den 7,65 mm ammunition af mærket Geco og den 9 mm ammunition af mærket CBC Luger, som Omar El-Hussein skød med ved synagogen.

Ingen af de tiltalte er uvante med at sidde i en retssal - flere af dem har adskillige domme bag sig - men det er første gang for dem alle, at tiltalen er rejst efter en af de alvorligste paragraffer i straffeloven.