Københavns politi fordrejede forklaringer, overså beviser og ignorerede højlydte protester fra læger, da en 30-årige motorcykelforhandler og familiefars død i 2008 fejlagtigt blev stemplet som et selvmord

Det kan BT i dag afsløre på baggrund af en omfattende gennemgang af sagsakter og vidneforklaringer. Trods adskillige oplagte beviser på et drab blev efterforskningen afsluttet på blot 16 minutter, og det får nu kritikken til at regne ned over hovedstadens politi.

- Sporene passer slet ikke med selvmord. Det er helt fantastisk, at de kan nå den konklusion, og det ser meget skidt ud, at det går så hurtigt, siger den pensionerede vicekriminalinspektør Niels Kjøller, der er en af landets mest erfarne drabsefterforskere.

30-årige Omar Jabr blev fundet svært tilskadekommet og bevidstløs i sin motorcykelforretning i Kastrup natten til den 25. maj 2008.

Lokalet var raseret og oversprøjtet med blod.  Han havde to brækkede ribben, en sammenklappet lunge, en brækket næse, brud på nakken, sår på brystet og skulderen og ekstremt omfattende skader i hele hovedet efter såkaldt stump vold. Over de brækkede ribben havde han ifølge flere vidner et skoaftryk som efter spark. Efter fem dage i koma tabte han kampen til skaderne.

Både den tilkaldte ambulancelæge og eksperterne på Rigshospitalet vurderede, at Omar Jabr var blevet udsat for et særdeles voldsomt overfald med køller. Alligevel besluttede politiet efter blot 16 minutters efterforskning på gerningsnatten, at der var tale om selvmord.

Selvom lægerne både skriftlige og mundtligt adskillige gange advarede om, at det var umuligt, fastholdt politiet, at den unge mand selv havde påført sig skaderne ved at løbe ind i vægge og møbler. Derfor blev han dagen efter sit død begravet uden så meget som et ligsyn.

LÆS MERE I BT ONSDAG:

Læge: Værste tilfælde vold

Se de chokerende billeder fra motorcykelforretningen

Vidner så rockertyper før gerningstidspunktet

Læs mere på www.bt.dk/mordellerselvmord