Ole Rasmussen er vred.

Vred over - ifølge ham selv - at blive løjet over for af politiet.

Vi skruer tiden tilbage til natten mellem fredag og lørdag, hvor klokken viser cirka 00.15.

Her er 73-årige Ole Rasmussen, der ejer Kolding Skibsproviant, netop kommet hjem og ligger under dynen, da telefonen ringer.

Det er en bekendt til Ole, der ringer med en noget anderledes besked.

»Der ligger en dukke eller død mand foran dit firma,« lyder det fra den bekendte, som befinder sig på Marina Syd i Kolding, hvor Oles firma har adresse.

Og så kommer der en endnu mere overraskende besked.

»Han siger så, at han har kontaktet Sydøstjyllands Politi og fortalt, at der er en død mand eller dukke, og at de så har sagt til ham, at de ikke havde tid til at komme, fordi der var kulturfest inde i midtbyen,« siger Ole Rasmussen, der først fortalte sin historie til JydskeVestkysten, til B.T. 

Ole tror ikke sine levende råd, så han griber selv knoglen og kontakter politiet.

Efter at have givet samme beskrivelse til ordensmagten - 'at der lå en død mand eller dukke på stedet' - får den 73-årige mand også besked om, at der ikke er tid til at komme forbi.

Fra midtbyen og til Kolding Skibsproviantering er der lidt mere end en kilometer. 

Relativt rystet går Ole i seng, og da han igen slår øjnene op, kan han læse, at Sydøstjyllands Politi cirka ved 04.00-tiden var ankommet til Marina Syd og havde fundet en død mand.

På det tidspunkt betragtede politiet også hændelsen som et 'mistænkeligt forhold'.

Ole undrer sig lørdag morgen over, at politiet ikke natten forinden prioriterede at køre til Marina Syd, men der er faktisk en anden oplysning, der i endnu højere grad gør, at den 73-årige mand får kaffen galt i halsen.

Til et lokalmedie udtaler en vagtchef fra Sydøstjyllands Politi nemlig følgende:

»Ved 03.45-tiden får vi en anmeldelse om et mistænkeligt forhold. Det blev nødvendigt, at tilkalde yderligere forstærkning i forbindelse med undersøgelser på stedet.«

Problemet er dog, at Ole jo ved, han tre timer tidligere - mere præcist klokken 00.36 - kontaktede politiet.

»Da jeg læste det med tidspunktet, blev jeg sgu vred. En ting er, at de burde være kørt ud til stedet med det samme, men at de så bagefter lyver om anmeldelsestidspunktet. Det vil jeg ikke finde mig i,« siger han.

Men hvad siger politiet til det?

B.T. efterspurgte torsdag morgen et mundtligt interview med Sydøstjyllands Politi. 

I den forbindelse meddelte B.T. politikredsen, at vi ville have svar på, hvorfor man lørdag meddelte, at man først fik en anmeldelse klokken 4, og hvorfor man ikke straks kørte til adressen, da de fik opkaldet fra Ole.

Torsdag eftermiddag modtog B.T. så en mail tilbage, hvor Sydøstjyllands Politi ikke forholder sig til forespørgsel om et mundtligt interview. 

Hos JydskeVestkysten er man dog lykkes med at få fat i politikredsen, der bekræfter, at de har modtaget to opkald i samme tidsrum, som Ole og hans bekendte ringede.

Politikredsen beskriver dog opkaldene som omhandlende 'en dukke', og at man i den forbindelse oplyste, at man ville køre til stedet, når det var muligt.

Det er dog ikke en udtalelse, der ligefrem får Oles blodsukker i bero.

»Jeg er selvfølgelig 100 procent sikker på, at jeg flere gange sagde, at der lå en dukke ELLER en død mand. Hvorfor skulle jeg dog bare ringe til politiet for at fortælle, at der lå en dukke?, » spørger han og fortsætter:

»Det er jo politiet, som får kolde fødder og forsøger at tale udenom. Jeg synes, det ville klæde dem at komme med det samme næste gang og så også indrømme deres fejl.«