Hensigten var at dræbe, lyder det i den sigtelse, Københavns Politi har rejst mod en 34-årig mand i kølvandet på et knivstikkeri.

Han er sammen med én kendt samt flere ukendte medgerningsmænd mistænkt for et drabsforsøg begået i forening og efter forudgående aftale tidligt søndag morgen på Christiania.

Ifølge sigtelsen skulle gerningsmændene omkring klokken 6 søndag have stukket deres offer i brystet to gange, hvorved han – som politiet formulerer det – kan have været i livsfare.

Således blev ofret hastet på Rigshospitalet, efter anmeldelsen af knivstikkeriet tikkede ind klokken 6.23. Meldingen var dog hurtigt, at hans tilstand var stabil.

Ved du noget om sagen? Så hører B.T.s journalist Katja Mejborn meget gerne fra dig. Send en mail til kame@bt.dk.

I de efterfølgende timer var politiet talstærkt til stede – også med hunde – mellem Fredens Ark og Tinghuset i hjertet af Christiania.

Og senere søndag kunne man altså anholde og sigte den 34-årige, der mandag er blevet fremstillet i Dommervagten.

Selvom han nægtede sig skyldig, fandt dommeren grund til varetægtsfængsling, da det blev vurderet, at der kan være grund til at frygte, at den sigtede på fri fod vil forsøge at påvirke efterforskningen.

Politiet var talstærkt til stede på Christiania efter et knivstikkeri. Nu skal en af sagens mistænkte for retten i en anden sag.
Politiet var talstærkt til stede på Christiania efter et knivstikkeri. Nu skal en af sagens mistænkte for retten i en anden sag.
Vis mere

Derfor kan den 34-årige se frem til at tilbringe i hvert fald de kommende 24 dage bag tremmer.

Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, så det er fortsat sparsomt med detaljer fra politiets efterforskning. Det vides derfor ikke, om politiet har viden om et muligt motiv for knivstikkeriet.

Sikkert er dog, at der er formodede gerningsmænd på fri fod. Og at politiet fortsætter arbejdet med opklaringen.

I den forbindelse efterlyser Københavns Politi vidner, der har bemærket noget omkring Fredens Ark og generelt på Christiania fra før midnat søndag og frem til tidspunktet, hvor knivoverfaldet blev anmeldt.

Ligger man inde med viden, lyder der derfor en opfordring til at tage kontakt til politiet på 1-1-4.