En sexdømt 21-årig sidder tirsdag på anklagebænken i byretten i København for at have sexoverfaldet to kvinder under en prøveløsladelse sidste år.

I dag gav et af de påståede ofre sin version af mareridtnatten i august sidste år.

Den unge fyr er i forvejen dømt for at bryde ind til tre nøgne kvinder i et solcenter i Roskilde i 2006, hvor han truede med at slå dem ihjel, hvis ikke de gav ham seksuelle ydelser. Dengang fik han fem års fængsel, men inden straffen var udstået, skal han have forgrebet sig på yderligere to kvinder.

I retten skulle den ene af hans påståede ofre T. forklare sig for dommeren tirsdag. T. skulle være blevet overfaldet af den 21-årige nær Vestamager metrostation 5. august sidste år. Her fortalte kvinden, hvordan LMS havde væltet hende omkuld og truet med at 'stikke hende ned', hvis ikke hun udleverede mobiltelefon, kreditkort og pin-kode.

- Jeg skreg sådan lidt, fordi jeg fik et chok. Så sagde han bare, at jeg skulle holde min kæft, ellers ville han stikke mig ned. Så bad han mig om at få mine penge. Jeg blev ved med at kigge på ham, fordi jeg tænkte, at det var en, jeg kendte, eller en der lavede sjov med mig, fortalte T. i retten.

Den unge kvinde udleverer de penge, hun havde, men derefter trak fyren ifølge kvindens forklaring hende længere ind ud i mørket, ned til en bygning ved vandet. Her forsøger han at få hendes taske fra hende.

- Jeg ville gerne beholde mig taske, fordi jeg var helt vildt glad for den, fordi det var en, jeg havde fået af min kæreste, fortalte kvinden med bævrende stemme, der knækker, da hun udtaler ordet kæreste.

- Han troede, at der var noget helt vildt vigtigt i den taske, og det var der jo ikke. Og jeg ved slet ikke, hvorfor jeg tænkte sådan. Så sagde han, at jeg bare skulle give ham et blowjob, så ville jeg få den. Jeg græd, og jeg var ved at kaste op. På et tidspunkt lader jeg, som om jeg får et anfald, for at han måske ville synes, at jeg var ulækker. Men han sagde bare, at han var ligeglad, om jeg fik et anfald og døde. Han var iskold. Og så tvang han mig til at gøre det igen, fortæller kvinden.

Kvinden fornemmer ikke, at der er nogen, der kan hjælpe hende, men vidner fortæller efterfølgende, at de har råbt ’få jeres et værelse’ efter det, de troede var et kærestepar.

Fyren truer flere gange ifølge kvinden med at stikke hende ihjel, men hun ser aldrig kniven. Men hun tænker, at den er i den pose, han holder sammenkrøllet i den ene hånd.

- Han holdt mit hoved helt indtil sit bryst på et tidspunkt, fordi der kom nogen. Jeg følte, at jeg næsten ikke kunne få vejret. Det var nok for at jeg skulle være stille, vurderer hun.

Hun fortæller videre, hvordan den 21-årige trækker hende mod skoven, der er endnu mørkere. Og hun tænker, at det skal hun ikke, for så kommer hun aldrig tilbage. I skoven forsøger hun at sige, at hun har sin menstruation, men fyren trækker i stedet hendes tampon ud og føler hende i skridtet.

- På det tidspunkt ringer min kæreste, fortæller hun, og igen knækker stemmen ved ordet ’kæreste’.

Kvinden trækker med fyren tilbage i retning af beboelsesområdet, og det lykkes hende endelig at rykke sig fri. Hun løber mod en etageejendom, gemmer sig på en altan, men ingen svarer, da hun efterfølgende forsøger at trykke sig ind via dørtelefonen i bygningen.

- Jeg går i panik og begynder og råbe og skrige, og til sidst er der en, der hjælper mig og lukker mig ind. Det er en politikvinde, og hun holder om mig, husker hun grædende.

Kvinden T. har været sygemeldt af flere omgange efter overgrebet, og hun har i en periode gået til psykolog.

- Jeg har været en hel anden person siden. Jeg har slet ikke været mig selv. Jeg kan ikke være alene hjemme. Jeg har ikke gået i byen i de ti måneder, siden det skete, sagde hun i retten.

Kvindens advokat kræver derfor 50.000 i erstatning samt 20.912 kr. som godtgørelse for svie og smerte.

Der ventes at falde dom i sagen torsdag. Anklagemyndigheden kræver denne gang en forvaringsdom. Det sker efter anbefaling fra Retslægerådet, har anklager Anne Birgitte Stürup tidligere fortalt til B.T.