Afpresning, vold og psykisk terror.

Det er de anklager, den omtalte psykolog Michael Adam Guul stod overfor i retten i Aarhus tirsdag.

Eller det gjorde han faktisk ikke, han mødte nemlig ikke op til sin egen retssag. Det skriver Lokalavisen Aarhus.

Han meddelte retten, at han var for syg til at deltage og frembragte en lægeerklæring over middag.

I sommeren 2021 blev det afdækket, hvordan han har lavet grove fejl og brugt copy-paste i en række forældreevneundersøgelser.

Nogle af undersøgelserne endte i anbringelser af børn, som siden måtte genvurderes.

Men tirsdag står han altså overfor andre anklager - anklager fremsat af hans ekskæreste om fysisk vold med spark og slag, psykisk terror og pengeafpresning.

Kvinden var egentlig Michael Adam Guuls elev, da hun læste på VIA i Aarhus.

Når retten spørger til, hvorfor hun ikke gik fra Michael Adam Guul noget før, er svaret frygt.

»Jeg tænkte, at det var for sent at komme ud. Jeg er helt overbevist om, at han ender med at slå mig ihjel. Det er eskaleret så hurtigt på et halvt år og blevet voldsommere og voldsommere. Det var i døgndrift. Jeg ville rigtig gerne væk, men jeg turde ikke, hvis det gik ud over min familie eller mine venner. Jeg havde givet op,« siger hun.

Sagen er sat til at vare halvanden dag, men der vil først blive afsagt dom, når Michael Adam Guul er til stede. Sagen genoptages 22. februar 2022.

Anklageren går efter at få Michael Adam Guul idømt ubetinget fængsel. Han nægter sig skyldig i alle anklager.