I juni 2017 blev en dengang 17-årig gymnasieelev fra Rungsted Gymnasium udsat for et seksuelt overgreb af en klassekammerat, mens hun var beruset og sov under en fest.

Onsdag formiddag faldt der dom i sagen, og nu fortæller den forurettede, at hun er klar til at komme videre med sit liv.

»Jeg er glad for, at dette kapitel nu er afsluttet, og jeg kan begynde på et nyt. Nu kan jeg få en stille og rolig skolegang,« fortæller den nu 18-årige kvinde til B.T.

Onsdag idømte Retten i Helsingør hendes overgrebsmand fire måneders fængsel, hvoraf én måned er ubetinget. Derudover skal han betale hende 10.000 kroner i tortgodtgørelse, afsone 80 timers samfundstjeneste og betale sagens omkostninger.

Den unge kvinde, som har ønsket at være anonym, fortæller, at hun gerne så, at dommen havde været hårdere:

»Jeg ville ønske, straffen var højere, men jeg er tilfreds. Bare dét, at han blev kendt skyldig, gør mig lykkelig.«

Overgrebet fandt sted i forbindelse med en privat klassefest den 17. juni 2017, hvor flere af festens gæster blev og overnattede hos værten.

Her havde den dømte befølt hende under tøjet, mens hun lå og sov i beruset tilstand.

Efterfølgende har de to tidligere venner fortsat gået i samme klasse på Rungsted Gymnasium, selvom den forurettede har forsøgt at undgå sin overgrebsmand.

Sådan blev deres relation beskrevet under retssagen onsdag.

Daglig leder ved Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet Hanne Baden Nielsen har tidligere fortalt til B.T., at sager som denne sjældent kommer for retten, og at det desværre betyder, at mange opgiver at anmelde overgrebet:

»Hvis sagen så kommer for retten, så bliver den tiltalte ofte frikendt, fordi domstolene tvivler på offeret og bevisførelsen. Når pigen var fuld og ikke sagde tydeligt fra, så ligger tvivlen hos hende,« siger Hanne Baden Nielsen.

Men i denne sag valgte de tre domsmænd at dømme den tiltalte 18-årige mand for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje efter straffelovens paragraf 225.

Den forurettede håber derfor, at hun med denne sag kan inspirere andre til at gå til politiet, hvis de er udsat for et overgreb:

»Jeg håber, dette giver stof til eftertanke hos elever og andre unge, der måske har haft en lignende oplevelse. Jeg håber, de har fundet ud af, at det kan gavne dem at anmelde et overgreb, og at de kan opnå den retfærdighed, de ønsker.«

Hun uddyber, at det er nemt at give op under sådan en sag, men at det altså kan betale sig at kæmpe videre:

»Som offer til voldtægt og overgreb oplever man, at der er folk, som ikke vil tro på en, og de giver offeret skylden. Men så længe man har et netværk, som støtter en, og man kæmper for retfærdighed, så kan man opnå lige det, man ønsker.«

Den dømtes advokat, Margrete Steen, fortalte i retten onsdag, at hendes klient tager imod dommen.

Torsdag fortalte rektor på Rungsted Gymnasium Ruth Kirkegaard, at den 18-årige mand har valgt at melde sig ud af skolen.

Den forurettede kvinde kan altså derved forsætte i sin klasse uden at skulle se sin overgrebsmand i øjnene resten af sin gymnasietid.