Landsretten omstøder en dom fra byretten, hvor 24-årig blev dømt for drabet på en 21-årig mand i oktober 2016.

En nu 24-årig mand er i Østre Landsret fredag frifundet for et drab begået ved en kiosk i Emdrup i oktober 2016. I byretten fik han 12,5 års fængsel.

Den 24-årige, som nu er frifundet, hedder Elias Eljerbi. Han er blevet løsladt.

- Han er frifundet og sendt hjem herfra, fordi han ikke skal afsone længere, oplyser Østre Landsret.

Offeret var 21-årige Daniel Kristensen. Han havde den skæbnesvangre oktoberdag i 2016 lige bestilt en pizza, da han blev ramt af flere skud i ryggen.

Han flygtede ind i en kiosk, men en maskeret gerningsmand fulgte efter og forsøgte at affyre pistolen. Den gik dog i baglås.

To uger senere døde Daniel Kristensen af sine kvæstelser uden at være kommet til bevidsthed.

En tilfældig mand på 49 år blev ramt af et projektil ved skyderiet. Han overlevede.

Fire mænd blev tiltalt for drabet i byretten, hvor et enigt nævningeting vurderede, at to af dem havde skudt den 21-årige. Det var Elias Eljerbi og Rached Hamade. De to øvrige mænd fik straffe for andre forbrydelser.

Rached Hamade er tidligere præsident i rockergruppen Mongols, og Eljerbi har relationer til rockergruppen.

Tre af de fire mænd ankede deres domme til landsretten. Mens Eljerbi blev frikendt, stadfæstede Østre Landsret dommene til de to øvrige.

Hamade blev kendt skyldig i drabet, og han straffes med 14 års fængsel.

Den tredje mand, der ankede, blev frifundet for drab, men kendt skyldig i besiddelse af et våben. For det straffes han med halvandet års fængsel og betinget udvisning.

Alle tiltalte nægtede sig skyldige.

Det er en række nye beviser og et utroværdigt vidne, der var medvirkende til, at Elias Eljerbi blev frifundet.

Det siger advokat Jesper Storm Thygesen, der var forsvarer for den 24-årige mand.

- Medtiltalte (Rashed Hamade, red.) havde sagt, at det var min klient, der var gerningsmanden i kiosken. Den forklaring troede landsretten ikke på.

- Blandt andet har medtiltalte ændret forklaring flere gange.

Også teleoplysninger har spillet en rolle i Østre Landsret. Det er nye beviser i forhold til byretten.

Planlægningen af drabet skulle være sket på en parkeringsplads en bestemt dag, og teleoplysninger viser, at Elias Eljerbi kun var på stedet i fire minutter.

- Landsretten mente ikke, at det var tilstrækkeligt til at anse det for bevist, at han havde deltaget i planlægningen.

Tre juridiske dommere og fem nævninger argumenterede for frifindelse, mens de resterende fire nævninger ville kende ham skyldig.

Ved uenighed er det flertallet, der bestemmer, og Elias Eljerbi er derfor frikendt.

- Han er jo helt utroligt glad, lettet og lykkelig over, at han har fået sit liv tilbage. Nu skal han lige have lov til at sunde sig lidt, og så søger vi selvfølgelig erstatning, siger Jesper Storm Thygesen.

Erstatningen, de vil søge om, skyldes, at Elias Eljerbi har siddet fængslet siden marts 2017.

/ritzau/