Østjyllands Politi har torsdag morgen afspærret Lenesvej i Brabrand i Aarhus.
Det skriver politiet på Twitter.
Det oplyses ikke, hvad der er årsagen til afspærringen. Politiet skriver, at det arbejder på stedet, og at det ikke har yderligere på nuværende tidspunkt.
Billeder fra Lenesvej viser, at politi har afspærret området med afspærringsbånd på træer og lygtepæle.
Onsdag aften rykkede Østjyllands Politi ud til travbanen i det sydlige Aarhus. Her var en 25-årig mand blevet dræbt af skud.
Det fremgår ikke af politiets tweet, hvorvidt afspærringen torsdag morgen har sammenhæng til drabet onsdag aften.
I forbindelse med efterforskningen af skuddrabet var et større område ved travbanen i Aarhus afspærret.
- Politiet er massivt til stede i området, og der pågår i øjeblikket en intensiv efterforskning og undersøgelse af gerningsstedet. Vi forventer at være på stedet resten af natten, skrev Østjyllands Politi i en pressemeddelelse onsdag aften.
Det vides ikke, hvorvidt området fortsat er afspærret torsdag morgen.
/ritzau/