Han forsøgte ikke at dræbe ham. Han ville bare have ham væk.

Han var nået dertil, hvor han ikke følte, at han kunne bevæge sig rundt i sin have uden konstant at skulle se sig over skulderen. Af frygt for endnu en konfrontation.

Forklaringen stammer fra en 53-årig morsingbo, der i weekenden blev sigtet for drabsforsøg. På sin 61-årige nabo.

De to naboer fra Nykøbing Mors skulle i årevis have ligget i nabostrid, fremgår det af retsbogen fra grundlovsforhøret, som B.T. har fået aktindsigt i.

I otte til ti år har de to mænd boet ved siden af hinanden. Og i de seneste fem-seks år har naboskabet på Mors været alt andet end idyllisk, lød det fra den 53-årige under retsmødet.

Stridighederne var angivelig startet, da den 61-årige mand havde beskyldt den 53-årige for at kigge ind ad vinduerne til hans soveværelse. Hvilket sidstnævnte nægter at have gjort.

På et tidspunkt skulle den 61-årige så have tisset i naboens have. På et andet havde naboen været inde i den 61-åriges have for at fodre katte.

Begge situationer fungerede som brænde til det i forvejen rødglødende bål. Og da naboerne for nogle år siden var uenige om noget haveaffald, blev politiet involveret. Men det førte ikke til yderligere.

Søndag eftermiddag kulminerede nabostriden.

Her var den 61-årige ifølge den 53-årige kommet kørende på en havetraktor, da han startede en konfrontation.

I grundlovsforhøret forklarede den sigtede, at naboen havde bedt ham holde sig væk og kaldt ham skældsord.

Ifølge den sigtede havde den 61-årige undervejs taget fat i en økse, som den 53-årige så skulle have revet ud af hånden på ham.

Og så slog den 53-årige sin nabo med øksen. En gang. Måske flere, forklarede han.

»Det hele gik meget hurtigt.«

Selv syntes han ikke, han havde slået hårdt, men i grundlovsforhøret erkendte han, at det nok havde været tilfældet.

I hvert fald var naboen begyndt at bløde.

Den 53-årige gik herefter tilbage til sin have, hvor han stødte på en høj mand, som han ifølge eget udsagn bad om at tilkalde en ambulance.

Det var allerede gjort, skulle den høje mand have sagt.

Og klokken 17 blev den 53-årige anholdt og taget med af politiet, som sigtede ham for drabsforsøg.

Samtidig blev den 61-årige hastet på hospitalet. Med flænger i hovedet, kraniebrud samt blødninger og kvæstelser i hjernen.

Seneste melding er, at han stadig er i kritisk tilstand. Derfor har politiet heller ikke kunnet afhøre ham, og detaljerne om sagen bygger derfor i høj grad på den 53-åriges ord og andre vidner.

Den sigtede nægter sig skyldig i drabsforsøg. Men han erkender overfaldet. At han har gjort sig skyldig i grov vold.

Han ville bare gerne have naboen væk, forklarede han under mandagens grundlovsforhør.

Her indvilgede han også i at blive mentalundersøgt, ligesom han understregede, at han altså ikke havde problemer med hverken alkohol, stoffer eller psykisk sygdom.

Da dommeren ved Retten i Holstebro besluttede at varetægtsfængsle ham i fire uger, protesterede han ikke.

Dommeren vurderede, at den sigtede på fri fod ville kunne påvirke vidner og dermed efterforskningen. En efterforskning, der nu fortsætter.

»Vi skal have foretaget yderligere afhøringer af folk i området, og så skal de tekniske undersøgelser færdiggøres,« lyder det fra politikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi Poul Fink.

Af hensyn til efterforskningsarbejdet kan han ikke gå yderligere i detaljer med sagen.