Sidst de mødtes, havde den 30-årige mand ifølge politiet en økse i hånden, som han umotiveret brugte til at overfalde dem med.

Men torsdag formiddag skal et ungt par fra Nordsjælland igen mødes med den mand, der nu er tiltalt for at have villet slå dem ihjel.

Ved retten i Lyngby er den 30-årige iraker MA tiltalt for syv forhold, hvoraf det umotiverede økseoverfald mod det unge par på Circle K-tankstationen på Bistrupvej 80 i Birkerød om aftenen 17. februar sidste år vejer tungest.

PET havde i forvejen den 30-årige i søgelyset for militant islamisme, efter at han to uger tidligere var blevet løsladt fra Nyborg Statsfængsel.

Derfor udløste økse-overfaldet en storalarm, men intet tyder, at den psykisk syge mand havde noget politisk motiv til angrebet.

Ved økse-angrebet på det unge par fik begge de 19-årige ofre adskillige slag på kroppen og i hovedet med en økse.

Den unge kvinde fik en gabende flænge på ca. syv cm i baghovedet, som gik gennem bløddelene med en flænge i kraniet til følge, en tre cm lang flænge på venstre side af halsen samt en 12 cm lang flænge på ryggen.

Hendes jævnaldrende ven fik en to cm lang flænge langs ryggen og syningskrævende sår i panden, på ryggen og på en finger samt et sår i baghovedet, der krævede limning.

Desuden er den 30-årige mand tiltalt for blandt andet ulovlig tvang og brugstyveri af en grå Hyundai Getz, som han ifølge anklageskriftet tiltvang sig 18. februar kl. ca. 22.35 på Frederikssundsvej i København - altså mens han dagen efter økseoverfaldet i Birkerød var på flugt fra en talstærk politistyrke.

Gerningsmanden truede angiveligt bilens kvindelige fører til at stige ud med ordene 'Get out or I will kill you'.

Han er også tiltalt for at have kørt bilen uden at have taget kørekort.

Ydermere er han tiltalt for røveri og forsøg på røveri mod to banker i Ringsted ved middagstid 19. februar sidste år - altså godt halvandet døgn efter økseoverfaldet i Birkerød.

Først gik han ifølge tiltalen ind i Nordea på Torvet i Ringsted med en kniv, men fortrød af uvisse årsager, og begik i stedet røveri i Danske Bank lige ved siden af syv minutter senere. Her blev en kvindelig kasserer tvunget til at udlevere 63.300 danske kr. og 100 euro.

Og endelig er MA tiltalt for vold mod tjenestemand i funktion ved 26. februar sidste år - altså en uge efter sin anholdelse på pornoklubben Club 34 i Istedgade i København - at have slået en fængselsfunktionær med en knytnæve i ansigtet på gangen i Politigårdens Fængsel i København.

Retssagen i Lyngby afvikles som en nævningesag, da den 30-årige ventes at nægte sig skyldig i tiltalen. Ved en nævningesag er det tre juridiske dommere og seks nævninger, der i fællesskab skal tage stilling til både skyld og eventuel straf.

Den 30-årige er tidligere straffet flere gange. Han blev løsladt fra afsoning af en straf på tre års fængsel for røveri fra Nyborg Statsfængsel 2. februar sidste år - altså kun et par uger før økseoverfaldet i Birkerød, hvor hans far bor.